”Vi er generelt så glade for at have de helt UNGE MEDHJÆLPERE, der kommer lige fra gymnasiet. De beriger os med så meget FED ENERGI, glæde og de er bare på, men også ydmyge overfor opgaven og syntes at børnene er skønne. De er mødestabile og bare nogle rigtig glade og tilfredse medarbejdere.” Det fortæller Nadia Ulendorf Thomsen, leder i GRØNDALSHUSET og siden 1. august også konstitueret leder i SOLSTRÅLEN, begge i Gentofte Kommune.

Den positive tilgang til de unge medhjælpere – og succes med at have dem som velfungerende medarbejdere – har også rod i, at Nadia tager opgaven med at få de unge mennesker klædt godt på til jobbet alvorligt og bruger tid på dem. Hun har udviklet et fast ONBOARDING-forløb gennem de sidste to år i GRØNDALSHUSET, som hun nu har taget med til SOLSTRÅLEN også.

Stor udskiftning kræver omhyggelig onboarding

”Hvert år i august/september har vi STOR UDSKIFTNING af de helt unge medhjælpere, fordi de skal i gang med deres uddannelser og det kræver, at vi prioriterer en ordentlig onboarding af de nye, vi ansætter. Og det skal helst ske indenfor 1-3 uger, efter de er startet.”

Nadia bruger bl.a. materiale fra Børns Vilkårs  gratis onboardingforløb, som hun på et møde gennemgår og reflekterer over sammen med den unge og på den måde får introduceret og talt om vigtige begreber som omsorg, relationsdannelse, børnesyn og fællesskab.

På mødet fortæller hun også om institutionens BØRNESYN på en meget konkret og praksisnær måde. F.eks. at når man møder børn i ØJENHØJDE, så menes det bogstaveligt. De voksne sidder i øjenhøjde med børnene, ikke på en kontorstol hævet over børnene. Eller hvis man skal tørre næse på et barn, så gør man det ikke bagfra, men forfra og spørger først, om man må tørre næsen.

Børn er ikke nemme at forstå

”Jeg bruger også tid på at fortælle medhjælperne, at børn ikke nødvendigvis er nemme at forstå. F.eks. børn der råber, slår eller græder meget. At det er vores opgave at hjælpe børnene med at udtrykke, hvad de føler, for det kan de ikke selv. Så vi skal være nysgerrige og IKKE lave narrativer, der sætter barnet i en bås á la ”Han er altid så hysterisk.” Og selvfølgelig være i dialog med pædagogerne, der både har en anden faglighed i tilgangen og kender barnet bedre.”

En lidt OVERSET UDFORDRING for de nyansatte er, at det ofte er svært at følge efter en populær og savnet tidligere medhjælper, som både børn og forældre har været tæt knyttet til. Derfor sørger Nadia for, at de nyansatte virkeligt prioriterer at hilse på forældrene, hver gang de ser dem. Det er med til skabe tryghed, også for barnet.

Nadia understreger, at DET VIRKER at bruge tid på medhjælperne i begyndelsen af ansættelsen. Det bliver en god oplevelse – og en berigelse for institutionen – at have de helt unge medhjælpere til låns et års tid. Og hvem ved, måske får de så positivt et syn på faget, at de ender med at LÆSE TIL PÆDAGOG?

På vegne af Børnevennernes gode samarbejdspartner, Hanne Hjetting Nielsen, fra Gentofte Kommunes Affald & Genbrug, deler vi hermed invitationen til at gøre byen ren:

Vi gør det igen! Rydder op sammen med resten af verden.

Søndag den 21. september er det World Cleanup Day, og i Gentofte samler vi igen kræfterne for at gøre en forskel🧤🚛 Det plejer at være drønhyggeligt, og vi stiller gribetænger og affaldsposer til rådighed, som gør det ekstra nemt og hygiejnisk at samle affaldet op fra jorden. Sidste år var det en kæmpe succes: På bare tre timer fjernede deltagerne over et halvt ton affald!

Der er mødesteder i alle bydele i kommunen mellem kl. 10 og 13. På tre af mødestederne tager vi også en skraldebil med, som du endda kan prøve at sidde i og få et glimt af hverdagen bag rattet 🚛

Alle børn får et diplom som bevis på deres indsats, og vi lover god stemning, og masser af mulighed for at gøre noget godt for miljøet. Så tag dine venner, naboer, børn og hund med og vær med til at gøre en lille forskel.

Mødesteder

  • Forstbotanisk have – se skraldebilen kl. 12-12.45
  • Gentofte Torv, Gentoftegade 64
  • Café Caféen, Vangede Bygade 45 – se skraldebilen kl. 11-11.45
  • Dyssegård Bibliotek, Dyssegårdsvej 24 – se skraldebilen kl. 10-10.45
  • Jægersborg Bibliotek, Smakkegårdsvej 112
  • Skovshoved Havn (ved havnefogedens kontor)

Hvis man som børnehave gerne vil ud at samle affald på en hverdag, er det muligt at låne trækvogne med udstyr (gribetænger og poser) og bruge læringsmaterialet: Affaldshelte på tur – lån en trækvogn | Skoletjenesten. Skriv til renovation@gentofte.dk for lån af trækvogne.

 

Børnevennerne ønsker Vennernes Klub stort tillykke med prisen fra Gentofte Kommune – vi syntes, det er meget velfortjent!

Læs hele historien her: Vennernes Klub modtager Gentofte Kommunes Initiativpris 2025 – Gentofte Kommune

”Tidligere kiggede vi på, hvad barnet skulle gøre anderledes for at kunne deltage i fællesskabet, men med Nest-tilgangen er fokus nu på, hvad de voksne kan gøre anderledes, så barnet hjælpes til at kunne deltage på sine egne betingelser.”

Det fortæller Anette Søgaard, leder af Børnehuset Skovstjernen i Hørsholm. Hun har netop holdt et oplæg om sine erfaringer med at implementere en Nest-inspireret pædagogik på Rudersdal kommunes institutionsrådsmøde d. 27. aug.

”Jeg skulle fortælle om vores struktur i hverdagen og med hvor få virkemidler og justeringer, man faktisk kan skabe et miljø, der er godt for børn med udfordringer, og alle de andre børn, men faktisk også personalet.”

Rudersdal kommune tilbød for nogle år siden alle institutioner i kommunen at få et forløb om Nest-pædagogik, som Skovstjernen takkede ja til. Århus Kommune har også i flere år tilbudt disse forløb, både i dagtilbud og skoler.

Nest-pædagogikken er inspireret af et projekt fra New York, der går ud på at skabe tryghed – en nest=en rede – hvor børn i autismespektret får bedre mulighed for at trives i almene skoler og dagtilbud med metoder, som højner trivslen for alle. Nest beskrives som en kulturændring i den enkelte skole eller institution.

Anette Søgaard giver et eksempel: ”Hvis et barn ikke vil være med i den daglige samling og går væk, så gør vi nu meget ud af at lade barnet være med på egne betingelser. Det kan være med høretelefoner på, en dimseting i hånden eller at få en vigtig rolle, som at holde bogen eller en anden alternativ måde at deltage på.”

Nest arbejder med en tydelighed i hverdagen, der bliver visualiseret med fotos eller piktogrammer rundt om i huset til gavn for både børn og personale:

”Nest var ikke ny viden for os, mange elementer arbejdede vi med i forvejen. Men med Nest har vi tydeliggjort vores pædagogiske tilgang med visuelle virkemidler. F.eks. ved alle spisepladser hænger der en plakat, hvor der står ”vi gør det selv” med vores egne fotos af børn, der selv hælder op. Det hjælper nye medarbejdere til at kunne forstå deres opgave og hvordan vi gør det i Skovstjernen. Vi har faktisk også altid arbejdet med mindre enheder i det store, og det er nu også visualiseret med fotos af de mindre børnegrupper, der hænger på en opslagstavle.”

Om Nest-strukturen i hverdagen siger Anette:” Vores daglige struktur er meget gennemtænkt, så dagen giver mest plads til pædagogisk tid og nærvær. F.eks. så sørger vi for, at alle børn ikke er i garderoben samtidigt, for det er et ubehageligt kaos at være i. Det er heller ikke lige meget, hvor mange, der er på legepladsen samtidigt. Så det er der også en helt fast struktur for hos os.”

Om Nest i Århus Kommune her: Nest inspireret pædagogik i Aarhus

Evaluering af Nest i Århus her: Nest

Det oprindelige Nest-projekt fra New York: Nest Support Project | NYU Steinhardt

Læs mere om Skovstjernen her: Børnehuset Skovstjernen | Rudersdal Kommune