Gentofte Børnevenner er på en spændende rejse! Vi opretter nu en ny lønafdeling, der fortsat skal sikre vores medlemsinstitutioner professionel og effektiv lønadministration af høj kvalitet. Samtidig opjusterer vi i vores regnskabsafdeling for at understøtte vores fortsatte vækst og udvikling. Er du klar til at være en del af denne transformation og bidrage til en organisation, hvor faglighed, samarbejde og fleksibilitet er i højsædet? Eller kender du nogen, der ville være interesserede?

Om stillingerne

Vi søger flere engagerede medarbejdere til vores nyoprettede lønafdeling. Derudover opretter vi en kombineret stilling inden for både løn og regnskab for dig, der ønsker en alsidig rolle og gerne vil have en bredere kontaktflade.

Se hele opslaget HER

Her i januar skal alle børnene i Friluftsinstitutionen Børn & Miljø i Gentofte opleve hyggen, nærværet og røgen, der svier i øjnene omkring et bål. Det er et led i institutionens arbejde med Børnenes Naturkanon – et projekt fra Friluftsrådet og Center for Børn og Natur.

De har med inspiration i Naturkanonen samt Friluftsrådets materiale om naturdannelse i pædagogikken sammensat et årsprogram fra august 2024- juni 2025, hvor de hver måned har ét fokuspunkt, f.eks. holde et dyr, bygge en hule eller opleve naturen om natten.

Samskabelsesposer binder hjem og institution sammen

For at bygge bro mellem institution og hjem har Børn & Miljø lavet en samskabelsespose til hvert hjem med materialer til at komme ud og opleve naturen samt information om årets gang med naturkanonen i institutionen. Med i posen var også en sansevifte og en årstidsvifte, inspireret af Grønne Spirers materiale til børn på 0-6 år.

Sanseviften har én side med hver sans, hvor børn og forældre kan læse om, hvordan dyr og mennesker bruger sanserne – og der er små sjove eksempler på, hvordan man selv kan bringe den enkelte sans i spil.

Årstidsviften beskriver i ord og billeder en aktivitet for hver måned: Gøre fuglekasser klar til havens fugle, tappe birkesaft, samle forårsskud fra planter, høsttid med kransebinding og gamle lege, edderkoppetema mv.

Der var også et insektglas, naturkanonplakat og sæbebobler. På den måde kan børnene bedre dele alt det spændende, som de oplever og lærer i vuggestuen og børnehave med deres forældre.

Børnene lærer forældrene fuglearter at kende

Børn & Miljø har i flere år gjort meget ud af samskabelsen mellem institutionen og hjemmene. Tidligere har det handlet om at lære områdets fuglearter at kende, her fik alle en flot kalender og bog om fuglene i nærområdet med fotos taget af Niels Priergaard-Møller, der er pædagog i Børn & Miljø. Her bestod samskabelsen især i, at børnene lærte deres forældre en masse fuglearter at kende.

I sidste uge sendte vi vores første nyhedsbrev ud til ledelser og bestyrelser i vores medlemsinstitutioner. Det vil udkomme 4 gange om året, og kommer til at handle om bl.a. det politiske arbejde for vores institutioner.

Vi vil også dele et udvalg af de indlæg, som vi lægger op på hjemmeside og sociale medier.

De indlæg handler ofte om vores institutioner, og vi er altid åbne for at skrive historier fra hverdagen derude, hvor den faglige kreativitet trives.

Så tøv ikke med at kontakte organisationskonsulent Annemarie Elvstrøm-Vieth på , hvis du har en historie fra din institution, som du syntes skal ud i verden!

Se vores første nyhedsbrev i en pdf-version her: nyhedsbrev efterår 2024 pdf

Gentofte Børnevenner arbejder for, at frisættelse skal betyde færre kommunale krav i institutionerne og mere plads til det faglige råderum, da vi hører fra jer, at kerneopgaven drukner i mængden af især kommunale krav.

Velfærdens Topmøde den 29. oktober talte Gentofte Børnevenners direktør, Sabina Holm Larsen, om frisættelse på dagtilbudsområdet sammen med 2 aktører fra hhv. ældre- og socialområdet også. Til det formål blev der af Dansk Erhverv produceret en video, hvor Sabina bliver interviewet om frisættelse sammen med Helle Bejning Sørensen, leder af Helleruphøj, og Nina Bøggild, der er bestyrelsesmedlem i Børn & Miljø.

Læs Sabinas indledende oplæg om frisættelsens muligheder HER. Det tager udgangspunkt i, at vi dag står over for nogle alvorlige udfordringer på dagtilbudsområdet. Hverdagen i mange dagtilbud er præget af bureaukratiske regler, standardisering og topstyring. Vores forældre oplever mangel på fleksibilitet. Her kan en frisættelse være med til at afhjælpe problemerne.

Gentofte Børnevenner er ligeledes i gang med en vision for dagtilbudsområdet, der skal bruges i frisættelsesdebatten både på Christiansborg og i forbindelse med kommunalvalget næste år. Det betyder, at Sabina mødes med forskellige politikere over det næste stykke tid.

Hvis nej, så kan det varmt anbefales. Vi testede vifteriet (og meget andet), da Gentofte Børnevenner havde den store fornøjelse at kunne lægge hus til en 3 timers workshop 18. september om pædagogisk massage i dagtilbud ved Mie Hørbo fra Hands

Pædagogisk massage er en kropslig og legende pædagogik, hvor man bruger elementer af massage og andre sanseoplevelser til at styrke en rolig, omsorgsfuld og inkluderende hverdag for både børn og voksne. Det gøres bl.a. med lege, der bruger selvmassage-teknikker, som at børnene selv stryger/ælter/trykker op og ned af deres ben til morgensamlingen.

De tilmeldte pædagoger og medhjælpere, primært fra vuggestuer, var meget motiverede og brugte allerede forskellige elementer af yoga, mindfulness, massage mv. i deres arbejde med børnene.

I løbet af aftenen, blev der delt erfaringer og god inspiration på kryds og tværs. Vi lyttede til den relevante teori og forskningsresultater om berøringens indflydelse på både børns og voksnes trivsel. Om etikken, hvordan aflæser man barnets grænser for fysisk kontakt.

Og ja, der blev leget med chiffontørklæder, som et led en serie bevægelseslege, der kan bringe energi og støjniveau ned i børnegrupper på en non-verbal måde.

Et eksempel: Tag et chiffontørklæde og kram det hårdt sammen. Brug så mange kræfter som muligt. Så skal der tælles til tre, og alle åbner langsomt hænderne og ser en chiffonblomst folde sig ud.

Alle de praktiske eksempler gav en fantastisk åben og varm stemning til workshoppen. Hvad der er godt for børnene, er ofte også godt for de voksne. Noget der senest er belyst af Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø, her gjaldt det dog sundheds- og trivselseffekten for personalet af at lege flere bevægelseslege med børnene i dagtilbud. Læs om det her: Leg i arbejdstiden førte til mere energi hos pædagoger (nfa.dk)

Mie Hørbo tilbyder jævnligt kurser i pædagogisk massage målrettet personale i dagtilbud, læs mere her: Kurser – Hands (hands-mh.dk)

Sådan! En arkivkasse fra 1960’erne og 2 godt fyldte ringbind er pakket og sendt afsted til Rigsarkivet, hvor arkivar Lars Kjær har taget godt imod dem. Papirerne vedrører Gudrunsminde, der først var et feriehjem og siden et opholdshjem for børn med handicap, der blev oprettet af Gentofte Børnevenner i 1962.

Det begyndte med…

Mathilde Holmstrup Drachmann fra Rigsarkivet skrev til Gentofte Børnevenner for et par uger siden og spurgte om vi havde fotos fra Gudrunsminde.

Hun fandt os, fordi vi skriver om Gudrunsminde her på vores hjemmeside (find 1962 på vores tidslinje.) Rigsarkivet deltager i projektet ”De anbragtes Danmarkskort” sammen med bl.a. Danmarks Forsorgsmuseum, der har til formål at hjælpe tidligere anbragte med at lokalisere deres børnesag.

Efter en tur i Gentofte Børnevenners arkiv fandt jeg ingen fotos, men ovennævnte arkivalier fra perioden 1961-1980, hvor Gentofte Børnevenner var involveret.

Hvad er der i kassen?

Der er bestyrelsesreferater, ansættelsespapirer, skøde, diverse indkøb. I referaterne omtales, hvordan de forskellige børn har det og hvad de har brug for. Der er papirer om indsatsen for at holde en tæt kontakt med børnenes forældre. Den tilknyttede psykiater, der førte tilsyn med hjemmet omtaler den varme, hjemlige stemning, der er.

Man kan også få et indblik i, hvordan det var at oprette en institution fra bunden, hvordan der virkelig skulle tænkes kreativt for at få feriehjemmet til at blive en realitet – og herefter godkendt til statstilskud. Der er kvitteringer på donationer fra private, så der kunne indkøbes fx køleskab, vaskemaskine og et fjernsyn.

Vi håber, at der er nogen derude, tidligere anbragte eller forskere, som kan bruge de gamle papirer til at få belyst sider af historien, der hidtil har ligget gemt i vores kælder.

Ylva Norberg tilbyder en gratis workshop i stressreducerende yoga for pædagogisk personale i Gentofte Børnevenners medlemsinstitutioner. Alle kan være med, ingen forkundskab til yoga behøves.

Mange kender allerede Ylva som dramalærer, hvor hun kommer rundt med de meget populære dramalegsforløb i børnehaverne.

Hun er nu i gang med en uddannelse til Nordic Kundalini-yoga lærer. Som et led i dette uddannelsesforløb tilbyder hun derfor at komme ud og lave 1 1/2 times beroligende og styrkende øvelser hos jer.

Har det interesse? Så kontakt

Ylva Norberg

ylva@dramavaerkstedet.dk

Tlf. 22810841

Dramalærer Ylva Norberg tilbyder eventyrlige og udviklende forløb med Dramaleg for børnehaver. I Dramaleg arbejder Ylva med at styrke børnenes evner til at rumme hinanden og være en god ven, give plads og turde tage plads i gruppen. Der vil bl.a. blive arbejdet med rytmik og bevægelse, eventyrfortælling og improvisation.

Ylva tilbyder forskellige forløb med en særlig rabat for Gentofte Børnevenners medlemsinstitutioner. Hvis der ønskes et tilbud på et andet forløb, kan man altid kontakte Ylva, som så vil lave et tilbud efter jeres ønsker. For booking af forløb, kontakt Ylva på ylva@dramavaerkstedet.dk eller tlf. 22810841.

Eventyrtime

  • Opvarmning for at få afløb for krudt i benene
  • Ylva fortæller et eventyr, med hjælp af eventyrkortene
  • Hånddukkerne Pindsvin og Abe kommenterer og uddyber eventyret
  • Afslapning

Praktiske detaljer:  Pris 1.800 kr. (Normalprisen er 2.400kr) for 2 x 45 min. Helst 45 minutter i to dage i træk, eller to dage i samme uge. Der er plads til en stue på ca. 20 børn inkl. pædagoger.

Dramaleg

Dramaleg kommer i to varianter: Dramaleg 1 med 45 min hver uge i 8 uger og Dramaleg 2 med 2 x 45 min. hver uge i 8 uger. Se prisforskel herunder. Til alle dramalegsforløb vil der blive arbejdet med:

  • Koncentration og fokus
  • Lytte til de andre og at vente på tur
  • At selv byde ind med noget at fortælle eller gestalte
  • Rytmik & bevægelse
  • Gestaltning og improvisation
  • Eventyrfortælling
  • Afslapning og mindfulness

Dramaleg 1:

  • Pris: 7.200 kr. (Normalprisen er 9.600 kr.)
  • Varighed: 45 min. pr. gang i 8 uger.
  • Antal børn: Plads til en gruppe på maks. 10-12 børn.

Dramaleg 2:

  • Pris: 14.400 kr. (Normalprisen er 19.200 kr.)
  • Varighed: 2 x 45 minutter pr. gang i 8 uger.
  • Antal børn: 20-24 børn. Ylva deler stuen op i to mindre grupper på maks. 10-12 børn, og dramatimen varer i 45 min. pr. hold. Gruppe 1: ca. kl. 9 og gruppe 2: kl. 10 (I beslutter starttiden).

Hvem er Ylva Norberg?

  • Underviser i dramaleg i Gentofte Børnevenners regi i forskellige daginstitutioner siden 2019.
  • Underviser i dramaleg hos forskellige børnehaver i Gentofte kommune (Artibus, Regnbuen, Ribisgården, Stolpehøj, Solsiden mv.)
  • Nordic Kundalini Yoga-lærer uddannelsen 2024-2025, Hellerup/Nivå. https://www.nordickundalini.dk/
  • Workshops i sprog og drama hos Det Røde Kors, Sandholmlejren (feb 2022).
  • Undervist hos Speak, School of Danish, og UCplus, i sprog og drama, 2022-2023.
  • Ansat som Dramapædagog hos Teater Aros, Malmö (siden august 2021). Underviser voksne asylsøgende og indvandrere i praktisk svensk gennem drama. Underviser børn i skolealderen i projekt “Skapande skola” (creative school).
  • Dramapædagoguddannelse ved Malmø universitet.
  • Skuespillererfaring fra Stockholm og Paris (Cours Florent, Calle Flygare Teaterskola, Tensta Teaterensemble)
  • Frivillig hos Dansk Flygtningehjælps Leg og Læringsgruppe.
  • 17 år hos et internationalt oversættelsesbureau i København
  • Master of Arts i Fransk fra Stockholms universitet
  • Svensker, og har boet i Danmark siden 2002

 

 

 

Børnenes Skov er en smukt illustreret bog for de 3-12årige børn og deres familier eller pædagoger. Den er fyldt med sjove og kreative idéer og anvisninger til at komme endnu tættere på naturen og opleve årets cyklus på en dybere måde.

Gentofte Børnevenners medlemsinstitutioner kan få 10 % rabat på bogen, skriv til Annemarie Elvstrøm-Vieth fra Gentofte Børnevenner for at få rabatkoden. Der er desuden sommertilbud på bogen og fri fragt frem til og med 9. august 2024. Det kan findes på forlagets Facebook.

Bogen byder på et overflødighedshorn af inspiration og idéer: Der er forslag til at følge skjulte spor, bygge et shelter, sy en kappe eller en magisk pung til de ting, der findes i skoven. Der er også opskrifter, sange, årstidshistorier, lege, viden om dyr, planter og træer, opskrifter på vild mad, fantasirejser og fejringer.

Forlaget præsenterer bogen således

”Bogen er en hyldest til essensen af de skiftende årstider, hvor kapitlerne følger solens cyklus gennem året og tilbyder aktiviteter, der giver barnet en livslang kærlighed og tilknytning til naturen.

Ud over de kendte årstider beskriver bogen fire gamle keltiske ‘mellemårstider’, som folder året endnu mere ud og giver mulighed for flere skønne oplevelser med fokus på nærvær og fællesskab. Bogen afrundes med et værdifuldt appendiks om sikker brug af værktøj samt om, hvordan man sanker respektfuldt i skoven.”

Anbefalinger

‘I ‘Børnenes skov’ hvisker træerne hemmeligheder fra en tid, hvor wi-fi ikke eksisterede. Børn træder ind – med mudder mellem tæerne og regn i håret – og finder nye forbindelser vævet af naturens egne tråde. Her, langt fra skærmens lurende øje, blomstrer ægte børnefællesskab i skovens dybe stille ro.’

– Kjeld Fredens, forfatter til ‘Læring med kroppen forrest’, hjerneforsker og adj. professor ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet

‘Jeg ved, at forældre på tankeplan ønsker at komme mere ud i naturen med børnene, men jeg ved også, at de ønsker inspiration til, ‘hvordan det lige er vi gør det’, og her kan ‘Børnenes skov’ helt sikkert hjælpe. Hjælpe til med at få børn og forældre ud, hvor der er højt til loftet… plads til at tumle og mulighed for at sanse og lære.’

– Lola Jensen, familievejleder og forfatter til flere bøger, blandt andet ‘Må vi så få ro’

‘Denne bog er et skattekammer af eventyr og historier om livets drama i naturen og i vores egne tilværelser. Læs i bogen gennem hele året og bliv inspireret til pædagogisk arbejde, der følger årstiderne med børn. Nyd og mærk forbindelsen til naturen og omsorgen for hinanden og skovens væsner, steder og stemninger.’

– Ditte A. Winther-Lindqvist, Ph.d., lektor på DPU, Aarhus Universitet, UNESCO CHAIR

Stolpehøj, der er en del af den selvejende institution Børnehuset ved Fortet i Vangede, lukker 31. juli 2024. Lukningen er et led i Gentofte Kommunes kapacitetstilpasning.

Forældrene og bestyrelsen kæmpede ihærdigt mod lukningen i høringssvar, avisartikler og underskriftindsamling. Det lykkedes delvist, da Børnehuset Ved Fortets anden afdeling, Regnbuen, der oprindeligt også var udpeget til lukning, blev reddet på målstregen.

Fokus på tryg overgang for Stolpehøjs børn

Tilbage er nu 38 børn fra Stolpehøj, der skal have en ny institution fra 1. august. 18 børn fra Stolpehøj flytter over i Regnbuen. Janek Harder Lewalski fortsætter som leder.

Daglig leder i Regnbuen, Maria Maltha Madsen, fortæller om arbejdet med at skabe en tryg overgang til Regnbuen for børnene: ” Vi valgte i år at lave vores sommerfest om til et åbent hus-arrangement for begge huse her i Regnbuen. Der var arrangeret rundvisninger, hvor personalet fortalte lidt om stuerne og om Regnbuen og ellers var tanken, at de kunne møde hinanden på tværs af husene. De havde medbragt mad til en buffet og sluttede med at spise sammen.”

Allerede fra sommerferiestart er alle børn fra Stolpehøj flyttet over i Regnbuen, da der pga. af ferien er god plads. Dette gør, at overgangen til at blive i Regnbuen efter sommerferien forventes at blive så tryg og rolig som mulig for de børn, der skal blive der.

Stolpehøjs historie

Børnehuset Stolpehøjs historie er både kort og lang. Institutionen blev til i 2016, da Stolpegårds Vuggestue blev sammenlagt med Nymose Børnehave.

  • Stolpegårds Vuggestue hed Montebello Vuggestue frem til 1980. Den blev oprettet i 1967 af Gentofte Børnevenner i samarbejde med Montebello Dag- & Nathospital. Der var dengang 10 pladser til patienternes børn og 10 pladser til personalets børn.
  • Nymose Børnehave, der hed Børnehaven Norlevs Minde indtil 1988, blev oprettet af Gentofte Børnevenner 1953 og var navngivet efter den socialt bevidste Pastor Norlev fra Vangede.

Vi ønsker medarbejdere, børn og forældre held og lykke med hverdagen i deres nye institutioner.