Paula Martinez fra Ludika har lavet en påskejagt med masser af motorik i, her kommer hendes anvisninger:

Denne Påskejagt er ligesom en skattejagt med ledetråde, der fører til en skat. Jagten er let at tilpasse, så alle kan være med.

Planlæg først din rute. HER er et eksempel på, hvordan du kan gøre det. Kortene er på engelsk og er bare et eksempel på, hvordan I kan lave jeres egne.

Til denne skattejagt skal I bruge 10 til 12 kort med ledetråde – hvert kort fører til et nyt sted. Vi har valgt placeringer, de fleste har derhjemme, så jagten er egnet til både hus og lejlighed.

Ledetråde hjælper med at styrke færdigheder inden for problemløsning, derfor skal der ikke være specifikke nedskrevne placeringer på kortene (dvs. vi siger ikke “gå til soveværelset!” men “der hvor der vaskes tøj”).
For de ældre børn skal du muligvis gøre ledetrådene mere komplicerede, men ikke for meget, da de kan gå i stå og så er det ikke længere sjovt.

Nu kommer vores twist. Jagten skal også være en god aktivitet for kroppen, så hvert sted kommer med en bevægelse/handling, man skal lave – enten for at få den næste ledetråd eller komme fra A til B.

Her er de bevægelser eller handlinger, vi gerne vil have, at du medbringer i din Påskejagt. Du vælger hvilke, der passer bedst til hvert sted.

1 – Drej rundt med spredte arme. Minimum 3 gange til hver side (Balance)

2 – Lav 10 sprællemænd (koordination)

3 – Stå på 1 fod i mindst 10 sekunder. Ældre børn kan prøve i f.eks. 30 sekunder! (Balance og muskel-led sansen)

4 – Luk øjnene og gå til den næste ledetråd. Brug din hukommelse og sanser til at finde vej (Muskel-led og sensorisk bevidsthed)

5 – Du skal drible med en bold mindst 5 gange uden at miste den. (God øje-hånd koordination)

6 – Slå 2 kolbøtter. Maksimum 5! (Vestibuler træning for hele familien)

7- Kast bolde eller sokker i en kurv fra en afstand på minimum 2 meter! (God til øje-hånd koordination)

8 – Stav et vanskeligt ord eller sætning – f.eks. “Skattejagt” (Mental visualisering af ord)

9 – Hop med samlede ben, mens du siger alfabetet eller 2-, 3- eller 4-tabellen. Små børn kan nævne dyr, farver eller tælle til 5 eller 10, mens de hopper. (Rytmen under spring hjælper med at huske kognitive sekvenser)

10 – Lav Superman og hold stillingen i 10 sekunder! (Fantastisk til at styrke ryggen)

11 – Gå baglæns til din næste ledetråd! (Rum-retning fornemmelse)

12 – Vær kreativ og find på din egen bevægelse/handling!

SÅDAN FORBEREDER DU DENNE PÅSKEJAGT

Lav dine kort og hold dem i orden, da ledetrådene fortæller en historie og binder jagten sammen.

Hold det første kort ud – dette vil være kortet, som du giver til børnene for at få påske jagten i gang.
Placer kort nr. 2 på det sted, der er nævnt på den første ledekort. Placer kort nr. 3 på det sted, der er nævnt på kort nr. 2 og så videre, indtil du kommer til det sidste kort. Placer derefter din overraskelse (påskekurv eller lignende) på det sted, der er nævnt på det allersidste kort.

Hav det sjovt!!!! God påske!

 

Langt de fleste af os er mere bekymrede end vi plejer at være her under coronakrisen. Det gælder også børn og unge. CEBU – Center for psykologisk behandling af børn og unge – har derfor skrevet en artikel om dette emne. Den kan I finde HER 

På sidste side i artiklen er der samlet 12 råd til forældre, de kommer her:

  1. Vær et godt eksempel og forhold dig så roligt som muligt til den ændrede hverdag, samtidig med at du følger myndighedernes anbefalinger.
  2. Hvis du selv har svært ved at styre din angst og bekymring, så søg hjælp hos andre voksne (professionelle, venner eller voksne familiemedlemmer)
  3. Undgå at lytte til, se eller læse nyhederne mere end 1-2 gange dagligt og afhold dig fra at dele de mange skræmmende historier fra sociale medier med dit barn; børn har ikke samme værn mod myter og rygter som os voksne.
  4. Lyt til dit barns bekymringer og anerkend de følelser, som bekymringerne medfører; fokuser derefter på, hvad barnet selv kan gøre lige nu.
  5. Besvar dit barns spørgsmål om coronavirus, men sørg for at holde dig til rene facts, tilpas svarene til barnets forståelsesniveau og brug kun troværdige kilder såsom Politiet, Sundhedsstyrelsen, WHO eller DR nyheder.
  6. Undgå forsikringer og overdreven beroligelse; det hjælper kun barnet på kort sigt.
  7. Hjælp dit barn med at tænke mere realistisk og introducer eventuelt problemløsning eller byg en bekymringskasse.
  8. Vær kreativ; opstil nogle simple og sjove aktiviteter hjemme eller udenfor et sted, hvor der ikke er mange mennesker (tag fx på en virtuel museumstur på Guggenheim eller Louvre, dyrk fitness sammen inde i stuen (fx på gonoodle eller med Melvin Kakooza på hans instagramprofil), stream forestillinger fra Det Kongelige Teater eller afhold en spilturnering for hele familien. Se flere tips her: DR, Naturstyrelsen, TV2, Børn i byen.
  9. Slæk om nødvendigt lidt på de normale skærm-restriktioner; der er ingen skade sket ved en ekstra time foran skærmen i denne tid, og for teenagere kan det være eneste mulighed for at vedligeholde kontakten til vennerne (se evt. artiklen Skærme i coronaens tid).
  10. Hjælp dit barn med at se alle de gode ting, der sker omkring jer; lave eventuelt sammen en liste over 10 gode ting der er i barnets liv og hverdag lige nu.
  11. Skab rammerne for en nogenlunde struktureret ’hverdag’ med en række rutiner, der kan fungere for hele familien.
  12. Pas godt på dig selv; se evt. Sundhedsstyrelsens gode råd til trivsel og mental sundhed.

For længe længe siden, dengang før coronakrisen, var der et fyraftensmøde d. 25. februar 2020 for pædagogisk personale i Gentofte Børnevenners sal på Smakkegårdsvej. Det blev et brag af en aften.  De omkring 40 deltagere fik et inspirerende oplæg af Karen Bollingberg, der er lektor på Københavns Professionshøjskole i netop science-pædagogik. Herefter havde Karen tilrettelagt tre forskellige workshops, hvor deltagerne selv kunne prøve kræfter (og virkelig også have det sjovt) med køkkenkemi, vand-forsøg og faktisk også lidt robotbygning.

Vi planlægger en science-dag med børn og pædagoger

Det er tanken, at indsatsen for mere og bedre science i Gentofte Børnevenners institutioner ikke skal stoppe med en enkelt sjov aften. Forhåbentligt i juni vil det være muligt at afholde en festlig formiddag, hvor de deltagende institutioner kommer på besøg med børnegrupper og viser de forsøg, som de har arbejdet med for hinanden.

Science-kasse og opskrifter

Efter Karens anvisninger var der indkøbt og pakket science-kasser til de deltagende institutioner – dette kunne gøres for omkring 800 kr. alt inklusive. I kassen kom også Karens “opskrifter” på forsøg og god science-pædagogisk praksis. Både indkøbsliste og opskrifter kan findes herunder.

Indkøbsliste til Science-kasse

Sciencedidaktiske workshops kassemateriale

Tilbagemeldingerne fra institutionerne

Der har været meget positive tilbagemeldinger fra de deltagende institutioner, her kommer et udpluk:

Det var meget inspirerende, meget kreativt og jeg kan se det blive brugt, i sammenhæng med den værkstedspædagogik, jeg brænder for. Det æstetiske og nysgerrigheden sammen.” Roxanna, børnehavepædagog

Workshoppen og den nye viden gav mig mange konkrete ideer. Jeg vil gerne få mine kollegaer til at se hvor “nemt” og ligetil, det er i hverdagen. Karen Bollingberg bekræftede for mig, at jeg allerede er godt på vej som rollemodel for børnene, i at hjælpe deres nysgerrighed på vej. Vi undrens sammen, og jeg undrer mig på deres undren. Jeg fik lyst til mere vidensdeling og kurser i fremtiden.” Bianca, børnehavepædagog

Min første tanke var, at det måtte være kedeligt. Jeg tænkte at jeg nok ikke ville have tålmodighed til det. Men det viste sig at være den stik modsatte oplevelse. Det var vildt sjovt. Jeg tænker, at det må være fordi jeg forbandt det med fysiktimerne i min folkeskoletid, hvor man skulle følge opskrifter og der skulle være et bestemt facit. Jeg oplevede med denne workshop, at det handlede om at undre sig, afprøve og lege. Det kunne være interessant at se hvordan de ældste børnehavebørn vil reagere på en lignende opgave eller om det er for svært. Jeg har svært ved at se hvordan det kan være interessant i forhold til vuggestuebørn. Jeg fik dog den erfaring og blev bekræftet i at processen og de voksnes nysgerrighed og begejstring er vigtig, og det kan jeg tage med i alle projekter og aktiviteter.” Berit, fagligt fyrtårn og pædagog

“Workshoppen satte mange tanker i gang hos mig, både som pædaogog og en del af ledelsen. Jeg var meget interesseret i den begejstring jeg så hos mine kollegaer, jeg så nye sider komme frem fra de mennesker jeg arbejder med. Der var en energi i gruppen og lyst til at prøve eksperimenterne. En iver, som jeg ofte ser hos børn. Når det gælder al opkvalificering af pædagoger  er det interessant at stille sig selv spørgsmålet – Hvad får mennesker til at tage noget ind?  Jeg tror at science-pædagogikken har gode vækstbetingelser med en hands on tilgang. Karen Bollingberg var en meget dygtig lærer, hun var vidende, uden at hun havde brug for at flashe sin store naturvidenskabelige viden. Det er også tilgangen der virker med børnene, at være nysgerrige sammen. Når det gælder vuggestuebarnet så handler det først og fremmest om relationskompetencen og at undres sammen med barnet. At kunne vise rigtig autentisk nysgerrighed. Personalet kan give science-tilgangen bedre betingelser ved at være opmærksomme på nuet og lade børnene sanse verden. Helt praktisk handler det om at lade dem komme ud af al deres tøj og mærke verden an. Også selvom de bliver snavsede. Børn kan ikke udforske, hvis vi frarøver dem muligheden for det for at have orden.” Ulla Jørgensen – vuggestuepædagog og souschef.

Til alle jer, der sidder inde i regnen, eller bare måtte gå fra legepladsen fordi, der allerede var 10 mennesker: Her er en lille krea-lege-aktivitet fra Gentofte Børnevenners gemmer.

Sidste år på denne tid var 200 børnehavebørn fra vores institutioner inde og se Cykelmyggen Egon. Inden da havde alle børn fået en aktivitetspose med forskellige aktiviteter, der var tilpasset de nye læreplaner.

En af aktiviteterne var dette lille hæfte om teaterleg. Teaterleg-hæftet handler om at træne de sociale kompetencer, det kræver at gå i teateret: Man skal finde sin plads, man skal sidde/tie stille, man skal vise billet osv.

Men hæftet giver også mulighed for at være udøvende, så man selv kan optræde. Det er også en krea-aktivitet, der træner finmotorik og fantasi…God fornøjelse med det.

HER finder du de 4 sider til print.

PS. upload gerne fotos af jeres teaterleg-kreationer på vores facebook

 

Paula Martinez, fra Ludika-Center for Development, har lavet sin egen youtubekanal.

På kanalen lægger hun specialtilrettelagte motorikøvelser ud til sine klienter, så de kan træne midt i en coronatid. Men der er også to offentlige videoer i, der viser sjove og nemme øvelser for børn (og voksne), der kan laves hjemme i stuen. Du skal bare bruge en stak bøger,  en pakke karklude og lidt gulvplads.

Se dem her: Ludika Youtubechannel

Paula Martinez er  Gentofte Børnevenners fast tilknyttede motorik-ekspert. Hun står bl.a. for motorikkurser for personale ansat i vores medlemsinstitutioner og underviser i Leg og bevægelse for familier om søndagen i vores sal. Ved siden af har hun en række private kunder, heriblandt flere skoler.

Vi viderebringer hermed et brev fra dagtilbudschef Sanne Nielsen – skemaet om nødpasning kan findes HER

Kære forældre i Gentofte Kommunes daginstitutioner og dagpleje

Regeringen har på grund af situationen omkring coronavirus, besluttet, at alle dagtilbud holder lukket fra mandag den 16. marts 2020 og foreløbigt 14 dage frem. Alle forældre, der har mulighed for det, opfordres dog til at holde deres børn hjemme allerede nu.

Daginstitutioner og dagplejen vil være lukket frem til og med foreløbigt den 27. marts 2020.

Der ydes nødpasning, til børn af forældre med særligt kritiske arbejdsopgaver i det private og offentlige.

Det kan f.eks. være sundhedspersonale, politi, transport, personale i supermarkeder m.m. Listen er ikke udtømmende og vi afventer en national udmelding på afgrænsning.

Som udgangspunkt finder nødpasning sted på den institution/afdeling/matrikel, som barnet normalt går i. Dette for at undgå at samle mange børn på et sted. Såfremt der er ændringer i dette giver lederen besked til berørte forældre.

Der vil fortsat være frokostordning til børn i nødpasning. Frokostordningen vil dog afspejle den aktuelle situation.

Jeres eventuelle behov for nødpasning skal meddeles til lederen af institution eller dagplejen. I vil snarest modtage et skema via BørneGenvej fra lederen, der skal udfyldes.

Når I modtager skemaet for nødpasning bedes I hurtigst muligt og senest fredag den 13. marts kl 12.00 give besked, da der er et stort behov for at skabe overblik.

Med venlig hilsen

Sanne Nielsen

Dagtilbudschef

Kære alle,

Gentofte Børnevenner og Vennernes Klub følger Statsministerens udmelding på pressemødet kl. 20.30 i går aftes og tager derfor følgende skridt:

Alle aktiviteter indstilles: Vi aflyser alle aktiviteter i vores institutioner og her på Smakkegårdsvej i foreløbigt 14 dage, dvs. frem til mandag d. 30. marts 2020. OBS! Forlænget til 13. april.

Dvs. lederuddannelse, Leg og bevægelse om søndagen, obligatorisk bestyrelseskursus, ledelsesforum, Dramaleg, Dance m.v. er aflyst.

Årskonferencen: Vi arbejder på at flytte Årskonferencen til efteråret, idet vi forventer at lovindgrebet, der forbyder at forsamle sig over 100 mennesker, vil træde i kraft inden for et par dage. I får selvfølgelig en udmelding om dette, så snart det er muligt.

Kontoret på Smakkegårdsvej er lukket: Alle medarbejdere i GBV er sendt hjem og arbejder hjemmefra foreløbigt de næste 14 dage. Vi kan derfor træffes på vores telefon samt mail:

Vi holder jer løbende orienteret via mail. Vi opfordrer jer til at dele informationen så meget som muligt. Vi opdaterer  naturligvis også vores hjemmeside løbende.

Chef for dagtilbud, Sanne Nielsen, har sendt følgende besked ud til alle ledere her til morgen:

Vi skriver til jer for at orientere jer om, at der lige nu afholdes møder i Kriseberedskabet på rådhuset. Endvidere afventer vi meldinger fra KL og fra Børne og undervisningsministeriet, for at kunne give jer yderligere konkret information og konkrete vejledninger. Vi holder jer hele tiden opdateret med den viden vi har.

 Lige nu arbejder vi på bl.a. at kunne give jer besked om:

  • Definition af hvilke familier, der har ret il nødpasning
  • Hvorvidt vi får hjemmel til at afvise børn i dagtilbud, som ikke har behov for nødpasning
  • Hvilke principper skal vi anvende til at fordele børn som har behov for nødpasning

Vi arbejder fokuseret på at give svar på så mange at de spørgsmål, der opstår i en situation, som den vi står i nu. Vi beder jer om at have forståelse for, at ikke kender svaret på det hele, og forsøger at prioritere vores ressourcer til de mest centrale opgaver i disse timer. Det betyder også, at vi som udgangspunkt ikke kan svarer på konkrete/lokale spørgsmål lige nu. Hvis der er noget der er absolut akut for jer, så ring til Michael  (30571901) eller Mette Enevold (91168619).

En lille oplysning – vores besked tidligere i dag på BørneGenvej til alle forældre, er desværre ikke gået igennem. Et lille forslag – print og hæng op på institutionerne. Vi håber dog at BørneGenvej snart er oppe at køre igen.

Kommunen forventes løbende at sende orienteringer ud, som vi naturligvis sender videre til jer, så snart vi modtager dem.

Hvis der er spørgsmål af nogen art, er I som altid velkomne til at kontakte os.

PAS GODT PÅ HINANDEN!

På vegne af Sekretariatet og Hovedbestyrelsen

 

Kom og hør, hvad Gentofte Børnevenner arbejder med – og planlægger at arbejde med fremover. Som medlem er du med til at tage vigtige beslutninger omkring fastsættelse af kontingent, stemme de rigtige mennesker ind i bestyrelsen.

Se hvad der er på den foreløbige dagsorden her: Foreløbig indkaldelse Generalforsamling 2020 

Vi ses d. 4. maj 2020 kl. 19 på Smakkegårdsvej 71.

EVA har offentliggjort 5 punkter fra den landsdækkende kvalitetsvurdering af læringsmiljøet i de kommunale børnehaver. Godt nyt er, at det også handler om, hvad børnehaverne gør rigtig godt. Men, som med alting, er der også anbefalinger til nogle indsatspunkter. Her er listen:

1. De fleste børnehaver er gode til at organisere dagen

2. Sprog og samtale trives i mange børnehaver

3. Nærværende voksne ved grovmotoriske lege savnes

4. Samspil mellem voksne og børn blomstrer, men arbejdet med børnefællesskabet kan styrkes

5. Fysisk læringsmiljøer mangler materialer, men understøtter børns udfoldelse

Læs en uddybning af punkterne HER.

Retningslinierne foreskriver følgende:

  • Alle medarbejdere som har rejst i risikoområder og er kommet hjem her fra d. 2. marts 2020 eller senere skal blive hjemme i 14 dage efter hjemkomsten.

Det sker for at inddæmme smitten i samfundet generelt.

Gentofte Kommune har sendt nye retningslinjer ud d. 4/3 2020. De følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Hvis man som medarbejder er vendt hjem fra de berørte områder, skal man kontakte nærmeste leder og aftale, hvordan opgaverne håndteres.

  • Alle børn som har rejst i risikoområder og er kommet hjem her fra d. 2. marts 2020 eller senere skal blive hjemme i 14 dage efter hjemkomsten.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle danskere som har været i et af risikoområderne, bliver hjemme i 2 uger. Det sker for at inddæmme smitten i samfundet generelt. Dette gælder også børn, der har været på ferie i områderne. Derfor skal alle forældre altså holdes deres børn hjemme, hvis de har været i risiko-områderne.

Kommunen lægger en meddelelse ud på BørneGenvej med de budskaber sundhedsstyrelsen og Gentofte Kommune anbefaler. Gentofte Kommune vil senere i dag komme med retningslinjer for, hvordan medarbejdere der har været i nogle af de berørte områder skal dokumenterer deres færden ifb. med at de skal være hjemme.

Vi følger udviklingen tæt og så snart der er evt. ændringer fra kommunens side, vil vi orientere jer om dem. Læs en grundigere beskrivelse af retningslinjerne her: Til alle skoler og dagtilbud i Gentofte Kommune