Fødselsdage, der skaber fællesskab: Sådan gør Skovstjernen det anderledes
Hvad hvis fødselsdagen ikke bare var en fest for det enkelte barn, men en dag, der styrker hele børnefællesskabet? I Skovstjernen i Rudersdal – et selvejende børnehus med Børnevennerne som paraply – har medarbejderne omarbejdet fødselsdagsfejringen, primært for de 5 årige, så den både sætter fødselaren og børnefællesskabet i centrum.
Fra frustration til fællesskab
Tidligere fulgte Skovstjernen den traditionelle model: Hjemmebesøg med en lille gruppe børn. Men som pædagog Hanne Lundø – med 22 års erfaring i huset – fortæller: „Det var tit frustrerende for barnet. Nogle havde svært ved at dele deres legetøj, eller det føltes ikke rart at få sunget fødselsdagssangen. Så begyndte vi at spørge: Hvem gør vi det her for?“
Sammen med leder Anette Søgaard satte pædagogerne sig for at finde børneperspektivet i fødselsdagen. I begyndelsen af konceptarbejdet i 2019 havde de cand. Psych. Søren Smidt med som sparringspartner. Resultatet blev temafødselsdage, hvor alle deltager – og hvor det enkelte barn stadig er i centrum, men på en måde, der skaber glæde, stolthed og sammenhold for hele gruppen.
Sådan gør de:
- Barnet vælger tema – ugen op til fødselsdagen laver børnene sammen pynt og planlægger udklædning. Det kan fx være rummet, Barbie, isfugle, Lego eller pandaer.
- Fælles aktiviteter – på selve dagen deler børnene sig i små grupper og leger med temaet, mens de voksne leger aktivt med. „Vi bygger fx noget i Lego, og bagefter præsenterer vi det for hinanden,“ forklarer Hanne.
- Ritualer, der skaber tryghed – flaget hejses, fødselsdagssangen synges ude på legepladsen, og inde i den fint pyntede stue, mens lysene tændes, fortælles der om barnets udvikling fra vuggestue til nu. „Næste år går du i skole – hvordan mon fødselsdagen bliver der?“
- Gaven gemmes – barnet får et bivokslys med ringe, der svarer til alderen. „De fleste vælger at få den gemt, for det er en sjov leg, når de skal lede efter den,“ siger Hanne.
Hvorfor det virker
- Børnene stråler – især de mere tilbageholdende børn får inddraget de andre børn i deres interesser ved hjælp af temaet, og også en chance for at bestemme aktiviteter, som de syntes er rare og sjove.
- Fællesskabet styrkes – børnene oplever, at de sammen skaber festen for deres kammerat. Samtidigt ved de, at de også vil få en chance for det samme.
- De voksne er aktivt med i det hele– „Det kræver, at vi voksne virkelig bakker op om temaet og er aktivt med i legene,“ understreger Anette Søgaard.
Skovstjernen viser, at fødselsdage kan være meget mere end kage og sang. Det kan være en dag, der:
- Styrker børnefællesskabet
- Giver det enkelte barn en særlig oplevelse
- Skaber tryghed og glæde for alle
„Vi har haft børn, der ikke ville på skiferie, fordi de ikke ville gå glip af deres fødselsdag i børnehaven,“ fortæller Hanne – og det siger måske det hele.
Se filmen om konceptet https://emu.dk/dagtilbud/de-seks-laereplanstemaer/alsidig-personlig-udvikling/boernefoedselsdage
Læs et debatindlæg om fødselsdage af Søren Smidt: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/boernefoedselsdage-er-vigtige-vi-maa-tage-traditionerne-alvorligt
Læs mere om Skovstjernen: https://rudersdal.dk/boernehuset-skovstjernen





