Naturvidenskab i vuggestuen?

Naturvidenskab i vuggestuen? Ja, det skal der faktisk være. Siden 2018 har de officielle læreplanstemaer for dagtilbud inkluderet et “Natur, udeliv og science”-tema, der skal styrke børns nysgerrighed og lyst til at eksperimentere. Men hvordan gør man det med så små børn?

I Helleruphøjs vuggestue, en selvejende institution med Børnevennerne som paraplyorganisation, har et team af pædagoger taget udfordringen op. Helga Kallasch Schelde, en af pædagogerne, fortæller: “Da vi begyndte at reflektere over, hvad science er, opdagede vi, at vi ubevidst har arbejdet med science, fx når vi fanger haletudser og følger deres udvikling, eller når vi hopper fløde til smør.”

Et projekt, der satte sanserne i spil

På tværs af to stuer kastede pædagogerne sig ud i et natur- og scienceprojekt med en lille gruppe børn (fra 20 måneder – 2 år og 10 måneder). Målet? At styrke børnenes lyst og mod til at udforske – med vand, farver og masser af leg:

  • Eksperimenterende leg: Børnene malede med isterninger på papir, blandede frugtfarve i sneen og lavede farvet kartoffelmelsskum.
  • Syre og base – for de mindste: Med eddike og bagepulver fik de en fornemmelse af kemiske reaktioner.
  • Vandets veje: Hældte vand ned ad rutsjebaner og så, hvordan det bevæger sig.

”Vi ville udfordre børnenes lyst og mod, lade dem bruge deres sanser på en eksperimenterende måde og understøtte en legende tilgang ved at lade dem være aktive,” uddyber Helga.

Efter projektet observerede pædagogerne:

  • At flere turde prøve nye ting – også de forsigtige børn.
  • At de blev bedre til at kende farver.
  • At de udviste større mod på at udforske verden.

Nysgerrighed er grundstenen for læring, så når børn får lov at eksperimentere med at røre, lugte, høre og se, kan der dannes en grobund for fremtidig forståelse af naturvidenskab.

Tusind tak til Helga Kallasch Schelde, der har fortalt os om projektet, samt de øvrige pædagogiske medarbejdere på projektet: Alexander Siget Steenholdt, Camila, Fabiola Brobjerg, Mette Kirkeskov, Pia Kristensen, Renata Nowak Nielsen, Tine Rajkai, Yeliz Nalbant Ergin, Naila Ahmed, Anne-Marie Kallasch.

Læs mere om Helleruphøj: https://helleruphoj.aula.dk/

Se hvad læreplanstemaet om Natur, udeliv og science går ud på: https://emu.dk/dagtilbud/natur-udeliv-og-science?b=t436

Læs mere om paraplyorganisationen Børnevennerne: http://www.gbv.dk/