Sabbatår som pædagogmedhjælper: En rejse med mening og udvikling

At springe direkte fra gymnasiebænken og ind i en travl børnehave på fuld tid er en kæmpe omvæltning. ”Jeg kendte ingen, og der var så mange nye indtryk. Det tog tid at lære børnene at kende,” fortæller Ellen Bryld, der siden 1. september har været pædagogmedhjælper i Børnehuset Solstrålen i Gentofte.

Mesterlære i praksis

Børnene på Valmuestuen testede i begyndelsen, hvor den nye pædagogmedhjælpers grænser gik. Men med støtte fra kollegerne lærte Ellen hurtigt, at det var en midlertidig udfordring. ”Det var hårdt, at børnene ikke lyttede til mig i starten, men det blev hurtigt bedre,” siger hun. Ellen lærte ved at gøre – ved at observere og følge de erfarne medarbejderes eksempel. ”Jeg blev overrasket over, hvor tålmodig man skal være. Men også over, hvor tætte relationer man får til børnene – det er det fedeste ved jobbet!”

Lynkursus i pædagogik

Efter kun 14 dage i børnehaven deltog Ellen i et onboarding-møde med Nadia Ulendorf Thomsen, konst. leder i Solstrålen og leder i Grøndalshuset. Her fik hun og 4-5 andre nyansatte medhjælpere en folder fra Børns Vilkår, der gennemgik konkrete eksempler på, hvordan man håndterer forskellige situationer med børn. ”Vi talte om, hvor vigtigt det er at være i øjenhøjde med børnene, når man snakker med dem. At man ikke skal blive sur, men i stedet undersøge, hvorfor børnene reagerer, som de gør.”

Et sabbatår med mening

Ellen valgte børnehaven, fordi hun rigtig godt kan lide at være sammen med børn – noget hun ved, da hun tidligere har været fodboldtræner for  flere børnehold. ”Det er et meningsfyldt sabbatår og et privilegie at opleve, hvordan børnene udvikler sig i den tid, man er der,” siger hun. En anden motivation var hendes egne gode minder fra børnehavetiden.

Inspiration: