Stolpehøj lukker på trods af protester fra forældre og bestyrelse
Stolpehøj, der er en del af den selvejende institution Børnehuset ved Fortet i Vangede, lukker 31. juli 2024. Lukningen er et led i Gentofte Kommunes kapacitetstilpasning.
Forældrene og bestyrelsen kæmpede ihærdigt mod lukningen i høringssvar, avisartikler og underskriftindsamling. Det lykkedes delvist, da Børnehuset Ved Fortets anden afdeling, Regnbuen, der oprindeligt også var udpeget til lukning, blev reddet på målstregen.
Fokus på tryg overgang for Stolpehøjs børn
Tilbage er nu 38 børn fra Stolpehøj, der skal have en ny institution fra 1. august. 18 børn fra Stolpehøj flytter over i Regnbuen. Janek Harder Lewalski fortsætter som leder.
Daglig leder i Regnbuen, Maria Maltha Madsen, fortæller om arbejdet med at skabe en tryg overgang til Regnbuen for børnene: ” Vi valgte i år at lave vores sommerfest om til et åbent hus-arrangement for begge huse her i Regnbuen. Der var arrangeret rundvisninger, hvor personalet fortalte lidt om stuerne og om Regnbuen og ellers var tanken, at de kunne møde hinanden på tværs af husene. De havde medbragt mad til en buffet og sluttede med at spise sammen.”
Allerede fra sommerferiestart er alle børn fra Stolpehøj flyttet over i Regnbuen, da der pga. af ferien er god plads. Dette gør, at overgangen til at blive i Regnbuen efter sommerferien forventes at blive så tryg og rolig som mulig for de børn, der skal blive der.
Stolpehøjs historie
Børnehuset Stolpehøjs historie er både kort og lang. Institutionen blev til i 2016, da Stolpegårds Vuggestue blev sammenlagt med Nymose Børnehave.
- Stolpegårds Vuggestue hed Montebello Vuggestue frem til 1980. Den blev oprettet i 1967 af Gentofte Børnevenner i samarbejde med Montebello Dag- & Nathospital. Der var dengang 10 pladser til patienternes børn og 10 pladser til personalets børn.
- Nymose Børnehave, der hed Børnehaven Norlevs Minde indtil 1988, blev oprettet af Gentofte Børnevenner 1953 og var navngivet efter den socialt bevidste Pastor Norlev fra Vangede.
Vi ønsker medarbejdere, børn og forældre held og lykke med hverdagen i deres nye institutioner.