Tag Archive for: Børnevennerne

”Det er nemt at smile, når man har så gode kolleger og en virkelig god leder.” Det siger Emma Harding Ulvig Nielsen, pædagogisk assistent i Børnehuset Solstrålen i Gentofte – en institution under Børnevennerne. Og nu er der endnu en grund til at smile: Emma er netop blevet udvalgt blandt knap 500 indstillinger til Velfærdens Talent 100, en særlig liste stiftet af FOA og PenSam, der fejrer de bedste kræfter inden for velfærdsfagene.

En glædespreder med fagligt ansvar

Emma blev indstillet af sin kollega, Mille Raun, der i indstillingen skriver:
“Emma spreder en kæmpe glæde på arbejdspladsen med sit altid gode humør, skønne smil og humor. Hun gør en kæmpe forskel for både alle børnene og hendes kollegaer hver dag – og hun gør det med et smil på læben.”

Det er netop den indsats, der nu bliver anerkendt. Alle årets velfærdstalenter blev fejret med en festlig reception på Christiansborg, hvor bl.a. Pensams direktør Torben Fels og FOAs Helene Mikkelsen holdt taler om, hvor vigtigt det er, at velfærdsfagene – herunder pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter – får den opmærksomhed og anerkendelse, de fortjener.

“Det var et virkelig godt arrangement for både os, der var nomineret, og dem, der havde indstillet os. Der blev talt meget flot om, hvor vigtigt det er, at vores fag får opmærksomhed – og at den også skal gælde pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, fortæller Emma.

Hendes leder, Nettie Jakobsen, bakker op om det budskab:
“De pædagogiske assistenter har taget en pædagogisk uddannelse og ved rigtig meget. De skal have lov til at tage fagligt ansvar, og derfor er initiativer som Velfærdens Talent 100 så vigtige. De sætter fokus på det store og vigtige arbejde, som pædagogmedhjælpere og assistenter leverer hver dag.”

Faglighed og fremtidssikring

Emma er ikke kun en glædespreder – hun er også en, der tager ansvar for sin faglige udvikling. Ved siden af sit arbejde i Solstrålen studerer hun til meritpædagog, et forløb, der strækker sig over to år med undervisning hver fredag og hver fjerde lørdag.
“Det er møghårdt, men vi har brug for pædagoger. Jeg er heldig, at jeg får fri hver fredag til at studere – det er der mange af dem, jeg møder på studiet, der ikke gør,” siger hun.

Nettie understreger også, at Solstrålen aktivt støtter medarbejdernes uddannelsesforløb – også selvom det koster lønmidler:
“Jeg har et rigtig godt samarbejde med Lars Dalvang fra Børnevennernes lønafdeling. Han har lynhurtigt leveret beregninger på, hvad det koster institutionen at give fri til uddannelse – også hvis vi får flere, der begynder på en uddannelse.”

Fællesskab og videndeling

Selvom uddannelsen er krævende, får Emma meget ud af den fagligt og det får kollegaerne også glæde af. “Når vi skal læse en rigtig god tekst til studiet om noget, vi arbejder med i Solstrålen, så deler jeg den med mine kollegaer.”

Stort tillykke, Emma
Din indsats, dit smil og din faglighed gør en reel forskel – for børn, kolleger og hele velfærdssektoren.

Se hele listen over årets 100 velfærdstalenter her: Læs magasinet med de 100 velfærdstalenter

 

At springe direkte fra gymnasiebænken og ind i en travl børnehave på fuld tid er en kæmpe omvæltning. ”Jeg kendte ingen, og der var så mange nye indtryk. Det tog tid at lære børnene at kende,” fortæller Ellen Bryld, der siden 1. september har været pædagogmedhjælper i Børnehuset Solstrålen i Gentofte.

Mesterlære i praksis

Børnene på Valmuestuen testede i begyndelsen, hvor den nye pædagogmedhjælpers grænser gik. Men med støtte fra kollegerne lærte Ellen hurtigt, at det var en midlertidig udfordring. ”Det var hårdt, at børnene ikke lyttede til mig i starten, men det blev hurtigt bedre,” siger hun. Ellen lærte ved at gøre – ved at observere og følge de erfarne medarbejderes eksempel. ”Jeg blev overrasket over, hvor tålmodig man skal være. Men også over, hvor tætte relationer man får til børnene – det er det fedeste ved jobbet!”

Lynkursus i pædagogik

Efter kun 14 dage i børnehaven deltog Ellen i et onboarding-møde med Nadia Ulendorf Thomsen, konst. leder i Solstrålen og leder i Grøndalshuset. Her fik hun og 4-5 andre nyansatte medhjælpere en folder fra Børns Vilkår, der gennemgik konkrete eksempler på, hvordan man håndterer forskellige situationer med børn. ”Vi talte om, hvor vigtigt det er at være i øjenhøjde med børnene, når man snakker med dem. At man ikke skal blive sur, men i stedet undersøge, hvorfor børnene reagerer, som de gør.”

Et sabbatår med mening

Ellen valgte børnehaven, fordi hun rigtig godt kan lide at være sammen med børn – noget hun ved, da hun tidligere har været fodboldtræner for  flere børnehold. ”Det er et meningsfyldt sabbatår og et privilegie at opleve, hvordan børnene udvikler sig i den tid, man er der,” siger hun. En anden motivation var hendes egne gode minder fra børnehavetiden.

Inspiration: