Tag Archive for: dansk pædagogik

I august fik Gentofte Børnevenner en spændende og usædvanlig henvendelse.

22 ledere i børneinstitutioner og embedsfolk fra børneområdet i Sydkorea ville gerne besøge os for at høre om vores pædagogiske tilgang.

Vi aftalte et besøg her hos os 13. september.

Souschef Elisabeth Fabricius fra Dalgården i Vangede og Souschef Tana Nikqi fra Åkanden i Charlottenlund – to af Gentofte Børnevenners medlemsinstitutioner – mødte velforberedte op til besøget. De fortalte gæsterne om den danske lovgivning og de rammer, som danske vuggestuer og børnehaver arbejder indenfor. Herunder om læreplanstemaer, og at vi ikke ser det som undervisning, men at børnene skal lege mens de lærer.

De fortalte, hvordan det prioriteres højt at lære børnene at være empatiske og hjælpsomme over for deres venner, så man fx får en chance til, hvis man kommer til at gøre noget dumt. Dette som en del af strategien for at være inkluderende overfor alle børn, også dem med særlige udfordringer. Der blev også fortalt helt konkret om en typisk dag i en dansk integreret institution.

Vores koreanske gæster spurgte, hvor mange voksne, der er pr. barn i Danmark. Det svarede Tana fra Åkanden på, og supplerede med, hvordan de i Åkanden bestræber sig på at inddele børnene i helt små grupper med én voksen. Og at det er muligt for børnene at vælge hvilke aktiviteter, de gerne vil deltage i. Her fortalte vores gæster, at der i Korea er en fast læreplan for de 4-5årige, en slags førskole, hvor alle børn i landet lærer det samme – så ikke den samme mulighed for at vælge selv.

Alt blev løbende oversat til koreansk af en tolk, så tiden gik hurtigt, og de skulle desværre videre. De må gerne komme igen, vi vil meget gerne høre meget mere om den koreanske tilgang til 0-6 års området?