Forhandlingsfællesskabet for de selvejende daginstitutioner i København og BUPL Hovedstaden har netop indgået nye forhåndsaftaler for henholdsvis pædagoger, mellemledere og ledere i selvejende dagtilbud. Aftalerne er resultatet af konstruktive og målrettede forhandlinger, hvor fokus har været på at anerkende og styrke selvejet som en væsentlig del af mangfoldigheden i det københavnske dagtilbudsområde.
Aftalerne markerer en vigtig ny begyndelse, selvom der ikke har været nye penge at forhandle om: For første gang er der indgået forhåndsaftaler direkte mellem BUPL og paraplyorganisationerne – FOBU, SPIA, Børneringen, Børnevennerne, Landsorganisationen Danske Daginstitutioner og Accountor – uden om Københavns Kommune som mellemled.
Vi er stolte af, at det i fællesskab er lykkedes at nå frem til aftaler, der blandt andet indeholder:
- Et tydeligt og ensartet selvejetillæg for både pædagoger, mellemledere og ledere – som anerkender det særlige ansvar og den særlige frihed, der følger med selveje.
- Forbedrede tillæg for funktioner og kvalifikationer, herunder praktikvejledning, tværgående opgaver, ledelse i komplekse strukturer og specialpædagogiske indsatser.
- En ny mellemlederaftale, der understøtter det selvejende områdes ledelsesstruktur.
- Gennemsigtighed og forudsigelighed i lønindplacering gennem tydelige pointmodeller.
- En ny model for tæt og direkte samarbejde mellem fagforening og arbejdsgiverrepræsentanter i det selvejende område.
Vi ser aftalerne som et styrket fundament for både rekruttering, fastholdelse og udvikling i de selvejende dagtilbud – og som en anerkendelse af, at ledere og medarbejdere i det selvejende område løfter en stor opgave med høj faglighed og engagement.
Vi glæder os til at implementere aftalerne lokalt og fortsætte samarbejdet med fokus på gode arbejdspladser, faglig udvikling og stærk kvalitet i tilbuddene til børn og familier i København.
Forhandlingsfællesskabet og BUPL Hovedstaden