Tag Archive for: Østerbro

I Børneflokken på Østerbro har de taget et bevidst valg: Tid, ro og nærvær skal ikke være et ideal, men en hverdagspraksis. Med 32 vuggestuebørn og 66 børnehavebørn har det selvejende børnehus, med Børnevennerne som paraplyorganisation, arbejdet med, hvordan struktur og fleksibilitet i tidsplanen kan sameksistere – til gavn for både børn og voksne.

“Vi gider ikke være styret af tid,” siger leder Jeanette Møller. Selvom dagens rytme inkluderer morgensamling, måltider og faste temadage som turdag, kreadag og rytmikdag, er princippet klart: Når børnene har brug for tid, får de tid. Det kan betyde 20 minutter ekstra til at få støvlerne på – og en kortere tur. For børn mærker ikke tid; de mærker, når voksne stresser.

Børneperspektivet i centrum

I Børneflokken er medarbejdernes vigtigste opgave at være nærværende. Hvis et barn afbryder en samtale, får det et venligt “Jeg snakker lige med Albertine ” eller ”Jeg hjælper lige Alfred, og så kommer jeg hen til dig.” Børnene skal ikke opleve travlhed her. Tværtimod: De hjælper nu i langt højere grad til med alle praktiske opgaver i huset, som at dække bord, hælde op eller bære bleer op.

Jeanette fortæller, at de oplever, at børnene får styrket deres selvværd, når de føler, de kan bidrage. Og medarbejderne skal ikke stresse over, hvordan de organiserer, at én skal gå fra børnegruppen for fx at slæbe alle bleerne op, det er nu en rolig, pædagogisk aktivitet.

Selvbestemmelse og trivsel

Princippet om ro og nærvær har også åbnet døren for mere selvbestemmelse. Børnehavebørnene behøver ikke deltage i morgensamling eller eftermiddagsmad, hvis de hellere vil læse en bog eller fortsætte en leg. To gange om ugen kan de selv vælge, hvilken stue de vil være på. Resultatet? Bedre trivsel for børnene – og et forbedret arbejdsmiljø for medarbejderne.

“Her skal ingen skynde sig. Vi har sænket skuldrene,” siger Jeanette.

Læs mere om Børneflokken her: https://borneflokken-kk.aula.dk/

Spændende artikel om at følge børnenes tid: https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/forskningsunivers/forsker-i-langsom-paedagogik-derfor-boer-i-foelge

Omtale af bog om langsom pædagogik af Crisstina Munck og Anja Marschall: https://www.kp.dk/nyheder/saet-tempoet-ned-i-daginstitutionerne/