Tag Archive for: onboarding

At springe direkte fra gymnasiebænken og ind i en travl børnehave på fuld tid er en kæmpe omvæltning. ”Jeg kendte ingen, og der var så mange nye indtryk. Det tog tid at lære børnene at kende,” fortæller Ellen Bryld, der siden 1. september har været pædagogmedhjælper i Børnehuset Solstrålen i Gentofte.

Mesterlære i praksis

Børnene på Valmuestuen testede i begyndelsen, hvor den nye pædagogmedhjælpers grænser gik. Men med støtte fra kollegerne lærte Ellen hurtigt, at det var en midlertidig udfordring. ”Det var hårdt, at børnene ikke lyttede til mig i starten, men det blev hurtigt bedre,” siger hun. Ellen lærte ved at gøre – ved at observere og følge de erfarne medarbejderes eksempel. ”Jeg blev overrasket over, hvor tålmodig man skal være. Men også over, hvor tætte relationer man får til børnene – det er det fedeste ved jobbet!”

Lynkursus i pædagogik

Efter kun 14 dage i børnehaven deltog Ellen i et onboarding-møde med Nadia Ulendorf Thomsen, konst. leder i Solstrålen og leder i Grøndalshuset. Her fik hun og 4-5 andre nyansatte medhjælpere en folder fra Børns Vilkår, der gennemgik konkrete eksempler på, hvordan man håndterer forskellige situationer med børn. ”Vi talte om, hvor vigtigt det er at være i øjenhøjde med børnene, når man snakker med dem. At man ikke skal blive sur, men i stedet undersøge, hvorfor børnene reagerer, som de gør.”

Et sabbatår med mening

Ellen valgte børnehaven, fordi hun rigtig godt kan lide at være sammen med børn – noget hun ved, da hun tidligere har været fodboldtræner for  flere børnehold. ”Det er et meningsfyldt sabbatår og et privilegie at opleve, hvordan børnene udvikler sig i den tid, man er der,” siger hun. En anden motivation var hendes egne gode minder fra børnehavetiden.

Inspiration:

”Vi er generelt så glade for at have de helt UNGE MEDHJÆLPERE, der kommer lige fra gymnasiet. De beriger os med så meget FED ENERGI, glæde og de er bare på, men også ydmyge overfor opgaven og syntes at børnene er skønne. De er mødestabile og bare nogle rigtig glade og tilfredse medarbejdere.” Det fortæller Nadia Ulendorf Thomsen, leder i GRØNDALSHUSET og siden 1. august også konstitueret leder i SOLSTRÅLEN, begge i Gentofte Kommune.

Den positive tilgang til de unge medhjælpere – og succes med at have dem som velfungerende medarbejdere – har også rod i, at Nadia tager opgaven med at få de unge mennesker klædt godt på til jobbet alvorligt og bruger tid på dem. Hun har udviklet et fast ONBOARDING-forløb gennem de sidste to år i GRØNDALSHUSET, som hun nu har taget med til SOLSTRÅLEN også.

Stor udskiftning kræver omhyggelig onboarding

”Hvert år i august/september har vi STOR UDSKIFTNING af de helt unge medhjælpere, fordi de skal i gang med deres uddannelser og det kræver, at vi prioriterer en ordentlig onboarding af de nye, vi ansætter. Og det skal helst ske indenfor 1-3 uger, efter de er startet.”

Nadia bruger bl.a. materiale fra Børns Vilkårs  gratis onboardingforløb, som hun på et møde gennemgår og reflekterer over sammen med den unge og på den måde får introduceret og talt om vigtige begreber som omsorg, relationsdannelse, børnesyn og fællesskab.

På mødet fortæller hun også om institutionens BØRNESYN på en meget konkret og praksisnær måde. F.eks. at når man møder børn i ØJENHØJDE, så menes det bogstaveligt. De voksne sidder i øjenhøjde med børnene, ikke på en kontorstol hævet over børnene. Eller hvis man skal tørre næse på et barn, så gør man det ikke bagfra, men forfra og spørger først, om man må tørre næsen.

Børn er ikke nemme at forstå

”Jeg bruger også tid på at fortælle medhjælperne, at børn ikke nødvendigvis er nemme at forstå. F.eks. børn der råber, slår eller græder meget. At det er vores opgave at hjælpe børnene med at udtrykke, hvad de føler, for det kan de ikke selv. Så vi skal være nysgerrige og IKKE lave narrativer, der sætter barnet i en bås á la ”Han er altid så hysterisk.” Og selvfølgelig være i dialog med pædagogerne, der både har en anden faglighed i tilgangen og kender barnet bedre.”

En lidt OVERSET UDFORDRING for de nyansatte er, at det ofte er svært at følge efter en populær og savnet tidligere medhjælper, som både børn og forældre har været tæt knyttet til. Derfor sørger Nadia for, at de nyansatte virkeligt prioriterer at hilse på forældrene, hver gang de ser dem. Det er med til skabe tryghed, også for barnet.

Nadia understreger, at DET VIRKER at bruge tid på medhjælperne i begyndelsen af ansættelsen. Det bliver en god oplevelse – og en berigelse for institutionen – at have de helt unge medhjælpere til låns et års tid. Og hvem ved, måske får de så positivt et syn på faget, at de ender med at LÆSE TIL PÆDAGOG?