Tag Archive for: pædagogik

HELLERUP – På en grå og regnvåd efterårsdag åbner dørene til Børnehaven Globus, hvor legen ikke bare er en del af hverdagen – den er hjørnestenen. Leder Vibeke Klostergård står klar til at tage imod børn og forældre, og allerede på hoveddøren signaleres tryghed: Her hænger et foto af dagens ”Godmorgen-voksen”, en lille, men vigtig detalje, der giver både børn og voksne en rolig start på dagen.

Forberedte rammer skaber udvikling

Globus er en Montessori-inspireret deltidsbørnehave, hvor forberedelse er nøglen. Inden børnene ankommer, er legemiljøerne sat op i hvert rum: Et bord med perleplader, et hjørne med biltæppe og biler, eller en hyggelig køkkenkrog. Alt er klar til, at børnene kan lege med det samme – og med plads til flere. Når aktiviteterne skifter, hjælper børnene selv med at rydde op, en rutine, der styrker fællesskabet og ansvaret.

Legetøj følger børnenes interesser

I den gamle villa i Hellerup er der ro, på trods af de 31 børn. Alle er optaget af leg eller projekter, og der er altid en voksen i nærheden. Reolerne bugner af nøje ordnet legetøj, puslespil og kreative materialer, der løbende udskiftes efter børnenes aktuelle interesser. Et læsekrog med bløde puder og billedbøger inviterer til stille stunder, mens andre områder byder på mere aktiv leg.

Leg er ikke en selvfølge

”Vi har lige nu en fantastisk børnegruppe, der leger rigtig godt sammen,” fortæller Vibeke Klostergård. Men det har ikke altid været sådan. Derfor har Globus klare principper for, hvordan de voksne kan guide børnene ind i legen. ”Vi sætter os på gulvet og viser dem konkret, hvordan man gør. Vi tager et bondegårdsdyr og ’går’ med det på gulvet, eller hjælper dem med at spørge, om de må være med,” uddyber hun.

Hvis et barn har svært ved at spørge om at blive inkluderet, støtter de voksne op om både den, der spørger, og dem, der leger. ”Vi kender alle børnene og ved, hvordan deres dag er gået – hvad der har været svært eller lykkedes. Så vi kan også se, hvis der er udfordringer med legen,” siger Vibeke.

Overskud skaber trivsel

Både Vibeke og hendes kolleger er overbeviste om, at børnehavens åbningstider – fra kl. 8 til 15 – er en afgørende faktor for den gode stemning og et lavt sygefravær både blandt børn og voksne. ”Hverken børn eller medarbejdere bliver udmattede af at være her for mange timer,” forklarer hun. Mange forældre hjælper hinanden med at hente børnene på skift, så hverdagen går op på trods af åbningstiderne.

Stabiliteten blandt personalet er også bemærkelsesværdig. Den ”nyeste” pædagog har været ansat i 11 år, og den ene pædagogmedhjælper de har ansat, er et ungt menneske på sabbatår, som de altid har testet grundigt som vikar, før ansættelsen. ”Vi skal passe godt sammen, og vi er enige om, at hovedfokus er at være sammen med børnene,” understreger Vibeke.

En varm og gennemtænkt tilgang

I Globus mærkes en gennemgående filosofi: Legen er ikke bare leg – den er fundamentet for børnenes udvikling og trivsel. Med åbne øjne, forberedte rammer og en stabil voksenstøtte skabes der plads til, at børnene kan udforske, lære og vokse – hver eneste dag.

I Ribisgården arbejder de bevidst med at møde børn med nysgerrighed og åbenhed – uden at tillægge dem motiver, de ikke har. For et barn, der bliver misforstået, kan det nemt føre til mistillid til voksne eller tvivl på egne evner. Det samme gælder, når et barn ikke finder tryghed i de samme rutiner som andre. Her er det vigtigt at spørge: Hvad gør vi ikke for barnet, som det egentlig har brug for?

Ulla Qvist Engholm, leder i Ribisgården, uddyber i en ny artikel, hvordan man undgår at stemple børn som ”sarte” eller ”vanskelige” – og i stedet skaber rum for deres unikke behov.

Hele artiklen kan læses HER

Artiklen er en del af et temanummer af Dansk pædagogisk Forums Tidsskriftet 0-14, nr. 3-2025. Nummeret handler om ’Børnesyn og Pædagogik’ og er i alt på 90 sider. Det kan bestilles her 3/25 – BØRNESYN OG PÆDAGOGIK – Paedagogisk.com

Læs mere om Ribisgården

Solstrålen er en integreret institution i Gentofte med plads til 45 børnehavebørn og 24 vuggestuebørn. Huset er inde i en rigtig spændende udvikling og søger en ny daglig leder, der er tydelig, inddragende og fagligt stærk.

Solstrålen søger dig, som brænder for ledelse af både mennesker og pædagogiske processer – og som kan samle medarbejdere, børn og forældre om en fælles vision.

Læs hele opslaget her: Solstrålen søger daglig leder med hjerte, faglighed og mod til at udvikle – Gentofte Kommune

2025 bliver et eventyrligt år! I hvert fald i børnehuset Ribisgården i Gentofte, hvor de har givet hver måned ét eventyr – en eventyrkanon – som de skal arbejde med på mange forskellige kreative måder. Eventyrene skal inspirere børnene til at blive mere fantasifulde i skabende kreative processer sammen med deres venner i nærværsgrupperne både i vuggestuen og i børnehaven.

Den pædagogiske proces

Det pædagogiske personale har sammen tilrettelagt hvilke eventyr, som de skal arbejde med i løbet af året. Ulla Qvist Engholm, leder af Ribisgården, fortæller, at ”vi spurgte alle medarbejderne om, hvilke eventyr, der gav dem de største minder fra deres barndom, og så kom de frem til, at det var var eventyr, der var fortalt af deres bedsteforældre. De var næsten alle skrevet af H. C. Andersen, uagtet om medarbejderen kom fra Afghanistan, Makedonien, Teheran, Peru eller Danmark. Men der er også skønne eventyrfortællinger skrevet af Elsa Beskow.”

Et iskoldt tema i janaur

I vuggestuen lagde de ud med at læse eller genfortælle Snedronningen som billedbog. Dagen efter blev eventyret leget igennem med brug af figurer af Snedronningen, Kay, Gerda, trolden osv. Her blev det tydeligt, hvor meget selv de helt små børn får ud af det, fortæller pædagog Pia Lerager. ”Da vi talte om dronningen, begyndte de at slå armene omkring sig og sige “Kay kold uuuuuh”. Alice pegede også på rensdyr-figuren, som hjalp Gerda med at finde frem til snedronningen i hendes søgen efter Kay.” Børnene har også lavet lanterner af is, drømmeskyer og i børnehaven var de i Fredskoven for at spise hjemmelavet kirsebærsyltetøj på skønne pandekager. Dette fordi, at i Snedronningen lander Gerda i den eventyrlige kirsebærskov hos Troldkvinden.

Eventyr og naturdannelse følges ad

I 2024 arbejdede Ribisgården med Børnenes Naturkanon, hvor hver måned havde et naturtema, f.eks. bygge en hule. Det var alle børn, forældre og medarbejdere meget glade for. Derfor har de fortsat strukturen med et månedstema, og vil bringe naturdannelse med ind i 2025 sammen med eventyrerne. De fleste af eventyrene foregår udendørs og med naturelementer, fra Klods-Hans, der ridder på en gedebuk, til prinsessen, der ligger på en ært osv.

Vi glæder os til at høre om flere eventyrlige oplevelser i Ribisgården.

Til april uddeler vi for anden gang Gentofte Børnevenner Prisen, hvis formål er at synliggøre den høje pædagogiske faglighed i vores medlemsinstitutioner. Derfor bringer vi en lille serie med kandidaterne til prisen i 2024, da kvaliteten var så høj og indholdet så inspirerende.

I Helleruphøj har pædagogerne i den ældste børnehavegruppe udviklet et 9-ugers forløb, kaldet Venskabsskoven. Det handler om relationer, fællesskab og dannelse i grupper. Det er udsprunget af Fri for Mobberi, men er tilpasset og viderudviklet af Helleruphøjs pædagoger.

Børnene har to dage om ugen i 9 uger, hvor de kommer igennem hele ”skoven,” der er bygget op som et landskab med poster oppe i en af stuerne. Posterne har forskellige temaer og aktiviteter og børnene skal tegne, mærke, tale, grine, afprøve, lege fælleslege m.m. Det hele med det formål at styrke fællesskab, hensynet og opmærksomheden overfor hinanden.

De 9 træer

Venskabstræet: Her tales der om det at være en god ven og hvad der kan være svært i relationer. Der tegnes, lyttes til bøger og laves børnemassage, leges stopdans med variationer, der alle går ud på at lægge mærke til og hjælpe hinanden.

Hjælpetræet: Et træ, der hænger på stuen, hvor børnene sætter hjerter på, der fortæller  egne hjælpehistorie, både når de har hjulpet nogen og når de er blevet hjulpet af nogen.

Følelsernes vold: En bakke i skoven, hvor følelserne bor. Her snakker man om følelser ved hjælp af emojis, billeder, tegninger, litteratur og drama.

Dansetræet: Forskellig musik sætter forskellige følelser i gang. Følelserne mærkes i kroppen alt efter om det er sørgelig, glad eller melankolsk musik.

Musiktræet: Fællesskab, drama og sange om venskaber. Her laves der øvelser med instrumenter og øvelser, der styrker den gensidige opmærksomhed. Det handler både om at turde noget i gruppen, men også at tage hensyn.

Grænsetræet: Drama og kropsøvelser, hvor man bliver mere opmærksom på egne og hinandens grænser. Hvordan stopper jeg mine venner, hvis der er noget jeg ikke kan lide?

Hvad kan jeg gøre træet: Drama, samtaler og tegninger, der runder hele processen af og gør børnene opmærksomme på konfliktløsning, kompromisser, relationer og at kunne komme videre, selvom noget er svært.

Festtræet: Forløbet rundes af med en fest, som børnene er med til at planlægge. Glæden ved og stoltheden over alt det, man har lært i de 9 uger skal fejres.

 

Til april uddeler vi for anden gang Gentofte Børnevenner Prisen, hvis formål er at synliggøre den høje pædagogiske faglighed i vores medlemsinstitutioner. Derfor bringer vi en lille serie med kandidaterne til prisen i 2024, da kvaliteten var så høj og indholdet så inspirerende.

Vi begynder i Grøndalshuset i Charlottenlund, hvor børn og voksne er i zen, når det er YOGATIRSDAG…

Lyset er dæmpet og beroligende musik fylder rummet, når lillegruppen – de mindste børnehavebørn – kommer ind på stuen.

Alle børn finder deres egen yogamåtte, der fungerer som et lille personligt rum. Ifølge pædagog Margrethe Olsen er det et vigtigt element, da den personlige yogamåtte giver ro og fokus omkring aktiviteten, et sted at finde tilbage til efter en øvelse.

Både børn og voksne begynder altid med at sidde i lotusstilling, samle hænderne foran brystet og mærke efter, om der er tøj, der strammer eller andet, der vil forstyrre, når man skal lave yoga.

Yogatræningens fokus skifter fra uge til uge, det kan være at berolige sindet og klare tankerne, træne motorisk koordination eller styrke samarbejdet mellem sanserne.

Øvelserne har fået et element af leg og fantasi – og sprogstimulering – med små rim og remser til øvelserne. Disse rim deles også med forældrene på AULA, så børnene kan fordybe sig i yogaens univers derhjemme.

Børne siger fx remsen i kor: Lille frække løveunge, gør sig vild og rækker tunge. For den leger, den er stor, og kan brøle som sin mor”

I Grøndalshuset kan de mærke, at den ugentlige yogatime på 20-25 minutter, gør børnene rolige og glade. Børnene spejler hinanden i øvelserne og hjælper hinanden, hvis en øvelse er svær. Det giver fællesskab og fordybelse, hvor børnene trives og vokser sammen.