Tag Archive for: selvejende dagtilbud

I dag besøgte Mette Abildgaard, politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti og medlem af Folketinget, Børnehuset Skovstjernen i Rudersdal.

Besøget er et vigtigt skridt mod at sætte fokus de vilkår, som selvejende og private dagtilbud møder på tværs af landets kommuner. På trods af, at de er en non-profit, værdifuld del af det danske velfærdstilbud, oplever de ikke gennemsigtighed og fair rammevilkår.

Anette Søgaard, leder af Skovstjernen, tog imod sammen med Githa Nøhr-Nielsen fra Børnehuset Ellesletten og Anastasia Grynenko fra Sct. Georgs Gårdens Vuggestue – alle selvejende dagtilbud i Rudersdal.

De fremhæver, hvordan selvejende dagtilbud har større selvbestemmelse, som giver mulighed for tilpasning til lokale behov og valg af pædagogisk fundament. Men denne frihed møder modstand i form af ulige vilkår.

Alle tre ledere er bekymrede for fremtiden og nævner bl.a.:

  • At der er store problemer med at rekruttere pædagoger
  • At pædagogfaget og -uddannelsen tales alt for meget ned i den offentlige samtale
  • At det er for svært at få børn skoleudsat, som pædagogerne vurderer, har brug for det

Som Sabina Holm Larsen, direktør i Børnevennerne, understreger:
“Det er helt afgørende, at selvejende og private dagtilbud får fair rammevilkår. Der er brug for en modernisering af Dagtilbudsloven. Rammevilkårene er ændret markant siden Dagtilbudsloven blev vedtaget i 2003 – eksempelvis kravene til rapportering, dokumentation, compliance mv., men økonomien følger ikke med. Derfor bliver det i sidste ende også et spørgsmål om kvalitet i velfærden, som kræver politisk opmærksomhed og handling”.

Dansk Erhverv – Velfærd og Samfund og Børnevennerne foreslår derfor en uafhængig undersøgelse af de reelle omkostninger ved at drive en dagtilbud – kommunal, privat og selvejende. Dette skal danne grundlag for en revision af Dagtilbudsloven, så den afspejler de faktiske driftsvilkår.

Målet er klart: Et fortsat mangfoldigt udbud af dagtilbudstyper i Danmark, der sikrer glæde og trivsel for vores børn – og valgmuligheder for familierne.