Tag Archive for: skoleparathed

I 2011 satte VM i cykling i Danmark gang i et ambitiøst samarbejde mellem Rudersdal Kommune og Dansk Cyklist Forbund: Alle børnehuse i kommunen skulle arbejde med cykelleg. I det selvejende børnehus Skovstjernen, der er medlem af Børnevennerne, tog de udfordringen op – og har siden, med en kort coronapause, udviklet og forfinet konceptet, senest i samarbejde med Dansk Skolecykling.

Fra balance til fællesskab

Cykellegen starter med lege, der gør børnene fortrolige med cyklen. De øver balance, start/stop, bakker og kørsel med én hånd på styret. Hurtigt skifter de til pedalcykler og regulære cykelege – og oplever en frihed og selvtillid, der stråler langt ud over cykelstien.

Skoleparathed på to hjul

De ældste børn skal kunne bruge stisystemet, når de starter i skole. Cykellegen gør dem fortrolige med cyklen, så de bliver cykelsikre, før de skal være trafiksikre. Og så er der plads til kreativitet – børnene laver fx flotte billeder af deres cykler.

Hvad giver cykelleg?

  • For det enkelte barn: Sundhed, selvtillid og en robusthed, der gør, at de cykler – uanset vejret! Bevægelsesglæden er tydelig, når de kører i øsende regn, fordi det er sjovt at mestre cyklen.
  • For børnegruppen: Fællesskab og sociale relationer. Et eksempel er en dreng med udfordringer i det sociale, der gennem cykellegen fik modet til at invitere venner med hjem – cyklen blev det fælles tredje. Familier begyndte at tage på cykelture sammen, inspireret af børnenes begejstring.

En ildsjæl som drivkraft

Bag succesen står pædagog i Skovstjernen, Hanne Assing Lundø. Hun er ambassadør for projektet og en ildsjæl, der inspirerer kollegaer, børn og forældre. Hendes engagement viser, hvordan cykelleg ikke bare handler om at lære at cykle – men om at skabe livsglæde, fællesskab og tryghed på vejen mod skolen.

Det er blevet til en artikel i Børn og Unge nr. 5 2020, som kan læses her: Guide: Kom godt i gang med cykellege | BUPL

Og en artikel hos Dansk Skole Cykling, https://danskskolecykling.dk/cykelkulturen-i-boernehaven-motiverer-familierne/

Børnehuset Skovstjernen ligger i Hørsholm: https://rudersdal.dk/boernehuset-skovstjernen

Glade og spændte tager skolegruppen fra det selvejende Børnehus Åkanden i Charlottenlund hver uge toget ind til København. De skal på eventyr i byens mange kulturelle tilbud. Undervejs træner de færdigheder, der er med til at gøre dem skoleparate. Hvordan man opfører man sig i tog og bus, at det er vigtigt at lytte til den fælles besked, at vise ansvar for hinanden, kan alle nu følge med?

”Byen ligger åben foran os – fuld af nye steder at udforske”

Esben Lykkeskov Jensen, pædagog og konst. souschef i Åkanden, beskriver den særlige stemning, der opstår, når børnene stiger på toget: ”Hver uge summer luften af forventning. Hvem får lov at styre metroen i dag? Hvad skal vi opleve? At stå foran en kæmpe skulptur, kigge op i et maleri større end os selv eller se en hammerhaj svømme forbi – det er magi for børnene.”

Turene skal være med til at give børnene en stærk kulturel og social ballast og at styrke deres evne til at begå sig i byen. Steder som Glyptoteket, Dansk Arkitekturcenter og Københavns Hovedbibliotek er blevet besøgt, og hver tur bliver til et eventyr, der inspirerer børnene til at være aktive deltagere i verden omkring dem.

Esben understreger, hvordan forløbet giver børnene følelsen af mestring, mod og åbenhed over for nye oplevelser – egenskaber, der klæder dem på til skolestarten og livet. ”Vi går på opdagelse sammen, lærer nyt og ser byen med friske øjne hver gang. Børnene peger på steder, vi har været, og drømmer om nye destinationer.”

Fire centrale formål med turene:

  • Navigation i storbyen: Børnene lærer at finde vej, forstå byens opbygning og opleve forskellige kvarterer.
  • Overgang til skolelivet: De træner i at begå sig i større fællesskaber, tage ansvar og samarbejde.
  • Kulturel dannelse: Gennem mødet med kunst, arkitektur og historie får de en forståelse af kulturarv og æstetik.
  • Nysgerrighed og refleksion: Turene stimulerer samtaler om det, de ser – både på museer og i byens hverdag.

Esben Lykkeskov Jensen håber, at projektet kan inspirere andre til at bruge byen som et pædagogisk læringsrum: ”Vi ønsker at give børnene oplevelser, de tager med sig resten af livet.”

Læs mere om Åkanden: Velkommen | Åkanden