Voksne med udviklingshæmning møder ofte barrierer, når de vil holde kontakten med deres nærmeste. Det kan være motoriske udfordringer ved at betjene en telefon eller frustration over ikke at få svar, når de ringer. Men nu er der hjælp på vej.
B-Near – en simpel løsning på en kompleks udfordring
Østerled, et selvejende bosted under Børnevennerne, deltager i det landsdækkende projekt B-Near, der giver voksne med udviklingshæmning en nem og effektiv måde at kommunikere med familie og venner via videoopkald. Projektet, faciliteret af Kommunikationscenteret i Hillerød, sikrer, at beboerne kun kan ringe, når deres kontakter er tilgængelige – og omvendt. Det betyder ingen forgæves opkald, mindre frustration og en tablet, der kan betjenes selvom man har motoriske funktionsnedsættelser.
Social inklusion i praksis
Souschef på Østerled, Anja Godsk Pedersen, forklarer: “B-Near styrker beboernes relationer og giver dem mulighed for at leve et meningsfuldt liv. For nogle er familien begrænset eller bor langt væk. Med B-Near kan de fx spise aftensmad sammen via videoopkald og føle sig som en del af hinandens hverdag.”
Projektet har allerede vist positive resultater:
- Mindre ensomhed – beboere føler sig tættere på deres familie, selvom de bor langt fra hinanden.
- Fleksibel kontakt – en beboer får nu læst godnathistorier af sin mor, mens en anden holder kontakten med tidligere medbeboere.
- Bedre balance for pårørende – familier undgår uhensigtsmæssige opkald og kan selv styre, hvornår de er tilgængelige.
Fremtidsplaner: Frivillige kontakter
Når projektet afsluttes, håber Østerled at udvide B-Near med kontakt til civilsamfundet. “Vi drømmer om, at frivillige – fx musikere eller dyreejere – kan melde sig som videoopkaldskontakter. Det kan give beboerne endnu flere meningsfulde relationer,” siger Anja Godsk Pedersen.
Vil du vide mere om B-Near eller Østerleds arbejde?
Kontakt Østerled og hør mere om projektet: Forside – Østerled
Eller læs mere om B-near her: b-near
Kommunikationscentret i Hillerød om projektet: b-near-projet




