Yogatirsdage i Grøndalshuset

Til april uddeler vi for anden gang Gentofte Børnevenner Prisen, hvis formål er at synliggøre den høje pædagogiske faglighed i vores medlemsinstitutioner. Derfor bringer vi en lille serie med kandidaterne til prisen i 2024, da kvaliteten var så høj og indholdet så inspirerende.

Vi begynder i Grøndalshuset i Charlottenlund, hvor børn og voksne er i zen, når det er YOGATIRSDAG…

Lyset er dæmpet og beroligende musik fylder rummet, når lillegruppen – de mindste børnehavebørn – kommer ind på stuen.

Alle børn finder deres egen yogamåtte, der fungerer som et lille personligt rum. Ifølge pædagog Margrethe Olsen er det et vigtigt element, da den personlige yogamåtte giver ro og fokus omkring aktiviteten, et sted at finde tilbage til efter en øvelse.

Både børn og voksne begynder altid med at sidde i lotusstilling, samle hænderne foran brystet og mærke efter, om der er tøj, der strammer eller andet, der vil forstyrre, når man skal lave yoga.

Yogatræningens fokus skifter fra uge til uge, det kan være at berolige sindet og klare tankerne, træne motorisk koordination eller styrke samarbejdet mellem sanserne.

Øvelserne har fået et element af leg og fantasi – og sprogstimulering – med små rim og remser til øvelserne. Disse rim deles også med forældrene på AULA, så børnene kan fordybe sig i yogaens univers derhjemme.

Børne siger fx remsen i kor: Lille frække løveunge, gør sig vild og rækker tunge. For den leger, den er stor, og kan brøle som sin mor”

I Grøndalshuset kan de mærke, at den ugentlige yogatime på 20-25 minutter, gør børnene rolige og glade. Børnene spejler hinanden i øvelserne og hjælper hinanden, hvis en øvelse er svær. Det giver fællesskab og fordybelse, hvor børnene trives og vokser sammen.