Vennernes Klub – for børn med særlige udfordringer
I klubben mødes vi til sjove events, hyggelige stunder, leg, spisning og gode traditioner. Fællesskabet og det sociale samvær er altid i centrum, når vi mødes. Vi kombinerer de gode samlende aktiviteter med læring specifikt rettet til børnene, deres forældre og søskende.
Vennernes Klub er for børn med særlige udfordringer på 1-15 år og deres familier. Klubben skal styrke børnenes relationer udenfor skoletiden og bidrage til at skabe venskaber på tværs. Det koster 100 Kr/år for et familie-medlemskab. Se flere informationer længere nede på siden samt link til mobilepay.
Klubben er drevet af to frivillige mødre og er helt non-profit. Klubben får et lille årligt tilskud til aktiviteter fra Gentofte Børnevenner.
Følg os på facebook
Vennernes klub er startet i januar 2019 af Gentofte Børnevenner i samarbejde med Huset for Inklusion og Katrine Zaballos. Læs mere om Kathrine længere nede på siden.
Bliv medlem af Vennernes Klub
Det koster 100 kr./år for en familie at melde sig ind. Brug linket til mobilepay her.
HUSK samtidigt at sende en mail til [email protected], hvor du skriver navne på både børn og forældre – og vigtigt – en mailadresse.
Hvis du har lyst, kan du også kort beskrive dit barns eventuelle diagnose eller udfordringer.
Om Kathrine Zaballos
Kathrine Zaballos er mor til Philippa fra 2010, som er født med mange forskellige udfordringer. Kathrine og hendes mand har stået alene med både afprøvningen af alternative træningsmetoder og de bekymringer, det medfører at have et barn med udfordringer.
Igennem hele Philippas opvækst har Kathrine søgt og selv været med til at skabe fritidsaktiviteter og sociale arrangementer for Philippa, for der findes ikke særlig mange tilbud til børn som hende. Kathrine har siden Philippas fødsel mødt mange familier i samme situation og havde derfor længe gået med tanken om at opstarte Vennernes Klub.
Hos Vennernes Klub er Kathrine med til at skabe et brugbart netværk med ligestillede familier, så man ikke føler sig så ensom i den ”specielle verden”, man lever i. Et netværk, hvor man kan hjælpe og støtte hinanden både praktisk såvel som psykisk.