Jubilæumsfest hos Vuggestuen Mariehønen

15. juni 2023 inviterede Vuggestuen Mariehønen til 75 års jubilæum i deres dejlige have på Lundeskovsvej 9. Børn, forældre og venner af huset var inviteret til Babyjazzkoncert med Sille og Palle, hvorefter der var hotdogs, hygge og leg. Inden koncerten holdt leder Birgitte Torp Boussnina en kort velkomsttale og Gentofte Børnevenners organisationskonsulent, Annemarie Elvstrøm-Vieth, fortalte ganske kort om vuggestuens historie.

75 år hos børnevennerne, men der er mere…

Tilbage i 1948 overtog Gentofte Børnevenner driften af Vuggestuen Mariehønen, der dengang hed Vuggestuen Lundehus (frem til 2010). På samme adresse var der faktisk en privat vuggestue fra 1935 og frem. Med Gentofte Børnevenner kom der hjælp til at tilpasse stedets faciliteter, så det levede op til kravene fra Socialministeriet. Dette for at kunne opnå den vigtige statsstøtte til driften. Lederen af vuggestuen, både før og efter Gentofte Børnevenner kom til, var jordemoder Elisa Mollerup-Thomsen. Hun er en af de mange lidt oversete ildsjæle, der viede deres liv til at oprette pasningstilbud til børn – dengang før det var en offentlig opgave at sørge for dette. Elisa Mollerup-Thomsen var også ejer af huset og boede selv på 1. salen. Hun lejede det til Gentofte Børnevenner, indtil børnevennerne købte huset i 1958.

Flere ildsjæle tilknyttet Mariehønen

De sidste 6 år har Mariehønen haft Lisbeth Jensen som sin bestyrelsesformand. Lisbeth har et lang virke bag sig, hun var bl.a. leder af Tranegårdsskolens legestue (forløber for GFO’en), fra den blev oprettet i 1978 af Gentofte Børnevenner og så 11 år frem. Herefter havde hun en periode, hvor hun arbejdede især med socialt udsatte familier. Derfor valgte hun at arbejde et par år i Eksperimental Institutionen på Amager, der dengang var drevet af Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Institutionen har udviklet en helt særlig pædagogisk metode til at kunne møde, støtte og rumme de børn, der har allersværeste vilkår i hjemmet. Erfaringerne herfra tog Lisbeth med sig til en Gentofte Børnevenner institution, Regnbuen, hvor hun her fortsatte arbejdet med børn fra socialt udsatte familier. Hun udviklede en metode, der ikke bare inkluderede barnet, men hele familien, kaldet Mild specialisering. Siden var hun leder af en tredje Børnevenner-institution, Bøgegårdens børnehave, i dag en del af Elmegården. Og hvis det ikke var nok, så lagde hun også mange frivillige timers arbejde, som medlem af Gentofte Børnevenners Hovedbestyrelse i en årrække.

I dag i Mariehønen

I dag er vuggestuen Mariehønen så heldig at have en dygtig og engageret leder i Birgitte Torp Boussnina. Udover hende er der 7 ansatte og plads til 20 glade børn i rammerne af den hyggelige villa i Hellerup.

Stort tillykke med dagen og gid I længe leve må!