Vores første sommerfest i mange år
Gentofte Børnevenner genoptog en af foreningens gamle traditioner og inviterede til sommerfest i haven 1. juni 2023 om eftermiddagen. Vi havde pyntet haven fint op med telte, vimpler og halmballer samt købt rigeligt med jordbær, boller og hyldeblomstsaft. Kl. 16 begyndte vores ca. 80 gæster at komme, gæsterne var familier tilknyttet vores medlemsinstitutioner og vores medlemmer med børn og børnebørn. Vi havde lavet en særlig findeleg til festen, hvor man skulle rundt og finde forskellige træ- og plantesorter, der i dagens anledning havde fået malet øjne på sig. Hvert sted havde et skilt, der fortalte om træets eller plantens helt særlige historie og egenskaber. Når det hele var fundet, fik man en lille vindmølle i præmie. Grøn Guide, Karen Stevnbak Andersen, stod klar med blomster og græsser og lærte børn og voksne at binde de fineste blomsterkranse. Man kunne også lave sig en fin lille båd af korkpropper og bagefter prøve at sejle med den, her fik man hjælp af Fuglebakkens leder, samt medlem af Gentofte Børnevenners hovedbestyrelse, Christina Bjørn Thomsen og hendes datter Line Emilie. Hanne Hjetting Andersen, fra Gentofte Kommunes Affald og Genbrug, havde en bod, hvor man kunne lære at sortere affald ved at kaste det i den rigtige beholder. Her kunne man vinde en lille pixibog. Den hyggeligste lydkulisse blev skabt af musiker Sacha Kjøller, der sad og spillede og sang forårs-, sommer-, og børnesange. Vi nød dagen meget og glæder os til at invitere til sommerfest igen næste år.