Musik med Mads(er af inspiration for vuggestuen)

Vuggestuen Ribisgårdens gruppe af 2-årige og deres pædagogiske personale havde stor glæde af et 6-ugers forløb med musiker Mads Kronborg. Forløbet var støttet økonomisk af Gentofte Børnevenners Fond for natur, kultur og bevægelsesaktiviteter. I 30 velplanlagte minutter hver uge tryllebandt Mads både børn og voksne med fagte-sange, som han selv har komponeret. Især “Når man kaster…” blev rigtig populær hos børnene, da det gav en umiddelbar succesoplevelse, da alle børnene kender og kan finde ud af bevægelsen, man laver, når man kaster. Sangen “Laksko” udmærkede sig ved at stimulere den sproglige indlæring, da den indeholder flere ordspil og sjove, nye ord for børnene.

En ægte ørehænger for de 2-årige og deres voksne

“Du cykler så stærkt” hedder en af sangene, som alle sang videre på i dagevis. Her skulle børnene i første omgang cykle med hænderne og trampe i takt. Det var dog lige svært nok for de små, så i stedet for sang de, mens de trampede afsted og holdt hinanden på skuldrene. Det har vist sig at være den perfekte tur-ud-af-huset-sang. Forløbet var ikke bare 6 x 30minutters underholdning. Sangene og deres fagter er blevet vedligeholdt og har givet blod på tanden til at få mere musik ind i hverdagen – personalet har fx. fået mod på at lære at spille og bruge instrumenter og dermed dyrke musikkulturen mere fremover.