Når det blæser, kan vi se Paw Patrol

I Adelaide vuggestue og Børnehave har børnene længe arbejdet med de 17 verdensmål og nu er turen nået til verdensmål 7 om Bæredygtig energi. Pædagogerne Natasha Perrin Ekfeldt og Anne Marie Lund Andersson har været hovedansvarlige på projektet, hvor børnene selv har lavet flotte vindmøller og talt med pædagogerne om, hvad vindmøller kan, hvordan de virker og hvad vi skal bruge dem til. Børnene har med stor interesse set en video om verdens største vindmølle på DR Ultra. Det gjorde stort indtryk på børnene, at vindmøllerne laver strøm, så man kan se Paw Patrol i fjernsynet. Men også så man kan tænde og slukke for lyset og oplade telefoner. Den største vindmølle er lige så stor som 30 parcelhuse oven på hinanden og midteraksen kører lige så hurtigt rundt som en racerbil kan køre! Bagefter testede børnene grundigt deres egne vindmøller for at se, hvor hurtigt de kunne snurre rundt.

Verdensmål  – børn og voksne gør verden bedre

Gentofte Børnevenner lavede i begyndelsen af 2020 et projekt om verdensmål målrettet børnehaver. Anne Busk Ebbesen, leder af Adelaide vuggestue og børnehave, og Vivi Fischer, leder af Børn & Miljø var med i arbejdsgruppen, der resulterede i en række postkort med forskellige verdensmål, hvor der på hvert kort er samtalestartere, noget man selv kan gøre og noget man kan lave sammen. Se postkortet med verdensmål 7 HER. Er det noget, der har interesse for din institution, så kontakt organisationskonsulent i Gentofte Børnevenner Annemarie Elvstrøm-Vieth

Gentofte Børnevenner sætter fokus på de gode historier fra hverdagen i dagtilbud

Den samlede tilfredshed blandt brugerne af dagtilbud i Danmark ligger på 87 % (se den seneste landsdækkende brugerundersøgelse her). Det skulle man ikke altid tro, når man ser medieomtalen. Gentofte Børnevenner vil gerne være med til at tale pædagogfaget op og give tilfredsheden mere omtale. Skriv til Annemarie Elvstrøm-Vieth om små eller store projekter eller gode oplevelser fra jeres hverdag i Gentofte Børnevenners medlemsinstitutioner, så vil vi dele historierne her på hjemmesiden og vores facebook.