Oplæg om demens og udviklingshandicap på KL Social

Vidste du, at mennesker med et udviklingshandicap har 3-4 gange større risiko for at udvikle demens end andre, og at demensen for nogle udvikler sig allerede fra 40-års alderen? Det er baggrunden for, at der er gennemført et projekt om, hvordan man styrker indsatsen for mennesker med udviklingshandicap og demens. Den 23. november afholder KL konferencen KLsocial, hvor Gentofte Kommune holder oplæg om, hvordan de har valgt at arbejde med at støtte denne målgruppe. Med i planlægningen er bl.a. Østerleds forstander Kit Rønholm og derudover Mette Hemmingsen, Gry Segoli og Conni Elisabeth Andersen. Her ses planlægningsgruppen under portrættet af Gertie Wandel, medlem af Gentofte kommunalbestyrelse og Folketinget samt medstifter af Gentofte Børnevenner.

Gentofte Børnevenner var pionerer på specialområdet

Gentofte Børnevenner arbejdede allerede i 1950’erne for at forbedre levevilkårene for mennesker med handicap. I 1955 oprettes en specialbørnehave Kildestuen, i 1957 et daghjem for børn med handicap Birkegården, i 1959 en specialskole Ellegårdsskolen, i 1962 oprettes Gentofte Håndarbejdsværksted og også et feriehjem for børn med handicap Gudruns Minde og i 1976 realiseres endelig det bosted, som der har været arbejdet for i over ti år: Østerled.