Velkommen Jonathan og en stor tak for indsatsen, Lisbeth
Længe leve selvejet og det frivillige arbejde, der former vores fælles velfærd. Længe leve de mennesker, der bruger deres fritid, ganske gratis, på at være med til at lede selvejende institutioner.
Mennesker som Lisbeth Jensen, der efter 6 år som formand for bestyrelsen i Vuggestuen Mariehønen, har valgt at takke af d. 2. november 2023.
Og mennesker som Jonathan Fraenkel Kærn, der tidligere har været forældrevalgt i bestyrelsen i en periode på 3 år, og som nu har takket ja til at komme tilbage som vuggestuens nye formand.
Jonathan ser frem til at fortsætte samarbejdet med ledelsen i Mariehønen og at kunne understøtte de mange gode pædagogiske initiativer, som medarbejderne tager i institutionen. Som bestyrelsesformand vil han ligeledes arbejde for at fastholde det trygge og udviklende miljø for børn og medarbejdere. Udover sit frivillige arbejde i Mariehønens bestyrelse er Jonathan til daglig ansat som advokat hos Ørsted.
Lisbeth Jensen har i sit arbejdsliv arbejdet i flere af Gentofte Børnevenners medlemsinstitutioner. Hun var leder i Tranegårdens legestue (forløber for GFO’en), var en årrække i Regnbuen (nu en del af Børnehuset Ved Fortet), hvor hun udviklede en metode til at støtte socialt udsatte familier, kaldet ”Mild specialisering” og var også leder af Bøgegårdens Børnehave (i dag en del af Elmegården). Ligeledes har Lisbeth i mange år lagt en stor frivillig indsats i bl.a. Gentofte Børnevenners Hovedbestyrelse og også Gentofte Håndarbejdsværksted, i dag Værkstedshuset, hvor hun fortsat er formand.
Så tusind tak for den store indsats til Lisbeth og velkommen til Jonathan. Gentofte Børnevenner ser frem til samarbejdet.