,

Så er der en aftale om ukrainske børn i dagtilbud

Børne og Ungeministeriet meddelte d. 25. april, at kommunerne nu får mulighed for at etablere særlige tilbud for fordrevne børn og unge fra Ukraine og større fleksibilitet til at tilrettelægge tilbud på dagtilbuds- og grundskoleområdet. Det er regeringen og et bredt flertal i Folketinget enige om. Læs pressemeddelelsen HER

Tilbuddene vil være fritaget fra en række regler i dagtilbuds- og folkeskoleloven, herunder krav om dansk som hovedsprog i dagtilbud og som undervisningssprog samt krav til undervisningstimetal i grundskolen.

Aftalen lægger op til, at flygtningebørn på dagtilbudsområdet skal modtages enten i særlige nyoprettede modtageinstitutioner eller på modtagestuer, som oprettes i eksisterende kommunale daginstitutioner.

BUPL-formand Elisa Rimpler kalder, i en artikel på BUPLs hjemmeside, aftalen ’fornuftig’ i lyset af den ekstraordinære situation.

”Vi er voldsomt udfordret i vores daginstitutioner i forvejen på grund af pædagogmangel og dårlige normeringer. Derfor er vi enige i, at modtagedaginstitutioner er en fornuftig midlertidig løsning,” siger hun.

Elisa Rimpler understreger dog, at de særlige modtageinstitutioner, som den nye folketingsaftale åbner for, ikke må blive et discounttilbud. På den baggrund er hun tilfreds med, at de nye institutioner skal tage udgangspunkt i dagtilbudsloven og den styrkede pædagogiske læreplan.