Alle børn har ret til at fejre Børnenes Grundlovsdag!
29. maj var en solrig dag med enkelte hvide vatskyer på en blå himmel. Denne dag samledes ca. 140 børn og voksne fra 5 af Gentofte Børnevenners medlemsinstitutioner for at arbejde med årets tema ”Børns ret til forskellighed.” Dagen blev indledt med en velkomst ved Sabina Holm Larsen, direktør for Gentofte Børnevenner. Bagefter tog musiker Anders Bøgelund over og spillede og sang ”Alle børn har ret” – skrevet af Kim Larsen og Børnenes Grundlovsdags officielle sang. Herefter kunne børn og voksne kaste sig ud i alle aktiviteterne i Gentofte Børnevenners hyggelige have.
Skal vi snakke om mod eller respekt?
I Forskellighedscaféen skulle børnene tale om mod, omsorg, respekt og tolerance. De fik også postkort med hjem, hvor der var spørgsmål, som de kan stille til deres mor og far f.eks. ”Hvordan føles det, når nogen hjælper dig med noget, der er svært?” Efter at have forsøgt at sætte ord på temaerne fik børnene en klistermærke-medalje på tøjet. Forskellighedscaféen var tilrettelagt af Kirsten Birk Olsen fra Følgeskabet sammen med Ulla Qvist Engholm, der er leder af Børnehuset Ribisgården.
Snip, snap, snude i eventyrtipien
I Eventyrtipien kom børnene ind og sidde på bløde rensdyrskind. Her fortalte skuespiller Kirsten Breum eventyr, så de små munde stod på vid gab og skindene blev krammet (afpelset) i spænding. For at sætte fokus på eventyrtid fik alle børn også Kirsten Breums version af Klods-Hans med sig hjem, sammen med et huske-spil, så mange af de eventyrlige ord også kan øves derhjemme, ord som brodere, kakkelovn, gedebuk og hanekyllinger.
Men hvad er hudfarvet?
Der blev også malet selvportrætter under åben himmel og talt om hvor mange farver, der egentlig er hudfarvet. De små kiggede på sig selv og hinanden i små fine guldspejle og var meget stolte af deres værker. Denne bod var tilrettelagt af Vivi Fischer fra Børn og Miljø og Ulla Jørgensen fra Ribisgården.
Forskellige farver, dufte og smage i madteltet
I madteltet kunne børnene dufte til forskellige, friske krydderurter, lave frugtspyd og smage på mad fra Syrien, tilberedt af Nadia Mohamad Alzoubi og Anne Olsen, begge fra Børn & Miljø. Der var frisklavet Baba Ganoush, fladbrød, farverig tabbouleh og små vegetariske ruller af vinblade. Børnene var nysgerrige og ville gerne smage, men stod også bare og nød duftene og farverne.
Selvom den er ulækker, må den jo gerne være her
Grøn Guide, Karen Stevnbak Andersen, havde taget en kasse med, hvor der var snegle og andre insekter, som børnene kunne se helt tæt på. Der blev talt om, hvordan de forskellige smådyr lever og spiser forskelligt. Ligesom os mennesker. Samme sted kunne børnene lave deres egen pose med frø til blomster, som er det rene guf for sommerfugle og bier.
Hvad gør os unikke?
Inde i salen havde Paula Martinez tilrettelagt en motorikbane, hvor børnene hoppede, rullede og balancerede og samtidigt arbejdede med, hvad der gør hver af os unikke. Hvert hold lavede sin egen store figur, som de fik med tilbage til institutionen.
AP sender fredsduen af sted
Som festlig afslutning kom Anders Peter ”AP” Østergård, Direktør for Børn og Skole, Kultur, Unge og Fritid i Gentofte Kommune og holdt en fin tale direkte til børnene, om hvad børn har ret til og at det er vigtigt at kaste sig ud i nye ting indimellem, også selvom man er bange. AP fik æren af sende vores fredsdue afsted med budskabet om, at alle børn har ret til forskellighed. Fredsduen var sponsoreret af bondemand Lars fra Barresøgård. Her hos Gentofte Børnevenner glæder vi os allerede til næste års grundlovsdag.