Gentofte Kommune takker Børnevennerne for godt samarbejde
Hos Gentofte Børnevenner har vi siden sommer haft fornøjelsen af en ny kollega, Emma, der har været i praktik hos os med henblik på jobafklaring efter et længere sygdomsforløb. Praktikaftalen er kommet i stand gennem Gentofte Kommunes afdeling for Erhverv & Beskæftigelse.
Emma har assisteret vores vicevært, Ole Hoff Sonne, 2 x 3,5 time om ugen og hurtigt vist sig at være en kæmpe hjælp med alle de mange opgaver i forbindelse med Gentofte Børnevenners ejendomme og andre aktiviteter. Hun har på alle måder været et friskt pust på vores arbejdsplads, som alle her sætter stor pris på. Så da hendes forløb var overstået, indgik Gentofte Børnevenner en aftale med jobcenteret om en forlængelse, hvor vi betaler 4 timer ud af hendes samlede 7 timer om ugen.
Derfor har vi fået et fint diplom af kommunen med tak for samarbejdet (se fotoet) og fordi vi på den måde er med til at tage ansvar for beskæftigelsen. Det sætter Gentofte Børnevenner stor pris på, da det gode samarbejde med kommunen har meget høj prioritet for os og som vi også har en lang tradition for, da vi har samarbejdet med Gentofte Kommune siden 1945, hvor vi blev stiftet.