,

Lukninger af selvejende institutioner: “Derfor er det et chok for os”

Direktør for Gentofte Børnevenner, Sabina Holm Larsen, er interviewet i Villabyerne om de lukningstruede institutioner. De fem scenarier for lukning af institutioner, der blev offentliggjort 15. august, kom som et chok for Gentofte Børnevenner, der ikke havde forventet at 7 ud 9 lukningstruede institutioner ville være selvejende. “Det gør os uendeligt kede af det på vores institutioners vegne, vores børns vegne, vores forældres vegne og vores medarbejderes vegne. Scenarierne udsulter i den grad de selvejende institutioner, som er dominerende i kommunen, og som skaber en mangfoldighed og diversitet. Kommunen har altid rost os for vores indsats på området. Vi har igennem de sidste mange år haft et tæt samarbejde med kommunen for at understøtte deres indsatser, bygge ovenpå og gøre medarbejdernes værkstøjskasse større. Netop derfor er det her et chok for os, ” udtaler hun i artiklen.

Kommunens egne folk har vurderet institutionerne

Sabina Holm Larsen udtaler desuden i artiklen, at det, når man læser rapporten, bliver tydeligt, at det er marginale forskelle, der afgør institutionernes skæbne. Gentofte Børnevenner opponerede mod kommunens måde at indhente data på til rapporten, da kriterierne for dette var i høring. Et vigtigt punkt var, at Gentofte Børnevenner mente, at det burde være neutrale, udefrakommende, der skulle vurdere institutionerne. Sådan blev det ikke, det blev kommunens egne folk, der tog rundt og vurderede institutionerne.

Læs dette og meget mere i ugens trykte udgave af Villabyerne her: Villabyerne – Uge 35 (e-pages.pub)

Eller på deres onlineudgave her (kræver abonnement): Direktør for Gentoftes Børnevenner: “Derfor er det et chok for os” – Institutionslukninger – Sjællandske Nyheder (sn.dk)