Med Bamse-Bullers hjælp blev børnene sødere overfor hinanden
I Adelaide Vuggestue og Børnehave oplevede pædagogerne, Rune Becher og Natasha Perrin Ekfeldt, at børnene på deres stue havde mange konflikter og svært ved at sige ja til at lege. Derfor tilrettelagde de et forløb, hvor alle familier fik besøg af den store Fri For Mobberi bamse (Bamse-Buller). Sammen med bamsen kom bl.a. en rejsedagbog, som børn og voksne skrev og tegnede i efter besøget og forskellige billedbøger om venskaber og følelser. Efter bamsens besøg blev der så talt og fortalt om, hvordan Bamse-Bullers besøg havde været og om venskaber og følelser. Anne Busk Ebbesen, leder i Adelaide Vuggestue og Børnehave, fortæller: “Efter projektet med Bamse-Buller ser vi, at børnene siger mere ja til at lege og svarer hinanden, når de bliver spurgt om noget og at der generelt er en bedre trivsel blandt dem. En anden glædelig effekt er, at forældresamarbejdet i børnehaven også er markant forbedret og at forældrene virkelig var meget engagerede i projektet. Det er helt klart et projekt vi vil tage op igen, hvis vi føler behovet opstår eller blot for hyggens skyld. ”
Bamse-Buller udspringer af Fri For Mobberi
Anne uddyber: ” Den store bamse (Bamse Buller) har altid været tilgængelig for børnene, men de har kun haft brugt den, når vi har haft Fri For Mobberi-forløb, så de har egentlig ikke følt ejerskab over for den – det har også ændret sig efter projektet med Bamse Buller. Nu spørger de efter Bamse Buller, hvis de har haft det svært, da de skulle afleveres, savner forældrene eller blot for at lege med ham. Børnene har også hver sin lille Fri for mobberi-bamse, som vi i samarbejde med børnene har gjort mere personlig. Bamserne har fået halskæder (som børnene har lavet), syet tøj, heltekapper, mm.” Fri for Mobberi er en non-profit organisation, der tilbyder kurser, aktiviteter og materialer til vuggestuer, børnehaver og indskoling med det formål, at styrke børnenes relationer og at forebygge mobning. Det er udviklet og drives af Mary Fonden og Red Barnet.
I Danmark er vi meget tilfredse med vores dagtilbud
Den samlede tilfredshed blandt brugerne af dagtilbud i Danmark ligger på 87 % (se den seneste landsdækkende brugerundersøgelse her). Det skulle man ikke altid tro, når man ser medieomtalen. Gentofte Børnevenner vil gerne være med til at tale pædagogfaget op og give tilfredsheden mere omtale. Skriv til Annemarie Elvstrøm-Vieth om små eller store projekter eller gode oplevelser fra jeres hverdag i Gentofte Børnevenners medlemsinstitutioner, så vil vi dele historierne her på hjemmesiden og vores facebook.