Tak for sidst
Tak til alle jer, der deltog i Gentofte Børnevenners Årskonference d. 14. april 2018 på Schæffergården. Der var et flot fremmøde på 106 deltagere fra hovedbestyrelsen, sekretariatet samt ledere, ansatte og bestyrelsesmedlemmer fra foreningens institutioner. Dagen bød på tre inspirationsoplæg om hhv. leg, sprog og forældreinvolvering. Her kommer et kort sammendrag af dagens oplæg:
”Husk at løbe på gangen!”
Mads Brodersen fra Vends Motorik- og Naturskole var dagens første oplægsholder. Han talte om, at aktiviteten ”leg” er børns læringsstil og hvordan aktiv leg styrker børns udvikling af kompetencer bredt forstået. Derfor er det vigtigt, at legen slippes fri og at vi voksne ikke ”klipper” for meget i børnenes legetid. Der skal gives plads til at lege, hvor børn spontant har lyst til at lege – om det er så er at dreje rundt og rundt på de voksnes kontorstole eller løbe på gangene.
Brug armene, når du læser højt
Dagens næste oplægsholder var Lotte Salling, der arbejder med koblingen mellem sprog og motorik. Hun har skrevet en lang række børnebøger, der styrker både det talte sprog og kropssproget, da det er fortællinger, rim og remser med bevægelser til. Dette, viser undersøgelser, styrker evnen til at lære nye ord med hele 50 % i forhold til at lytte passivt. Hele salen prøvede at ”fagte” med til både rim, remser og også til Rødhætte, hvor Rødhætte, bedstemor og ulven havde hver sin bevægelse.
”Ti-sekunders-lim”
Forældre bør tale mere med de andre forældre, var konklusionen på Kirsten Birk Olesens historie fra den virkelige verden, hvor en lille dreng havde hørt ordet” ti-sekunders-lim”, som noget helt andet (som vi er for pæne til at gentage her). Kirsten Birk Olesen er fra Følgeskabet, der arbejder med at konkretisere og hjælpe forældreinvolvering i gang i daginstitutionerne. På en af hendes workshops arbejdede forældre og personale med at lave nogle konkrete ”leveregler” for forældresamarbejdet, f.eks. 3-meters reglen: Alt hvad der sker i en radius af 3 meter – vedrører dig. Dvs. man hilser på de børn, man møder, man hjælper, hvis der er problemer, man viser interesse for leg og aktiviteter også selvom, det ikke involverer ens eget barn.
Dagen blev afsluttet af formand for Børneudvalget Michael Fenger, der talte om, hvordan kommunen forbereder sig på den nye lov om ”Stærke Dagtilbud – alle børn skal med i fællesskabet.” Bagefter var der skøn mad, god stemning og underholdning ved soulsanger Bobo Moreno i Pejsestuen.
Fortæl os gerne, hvad du syntes om dagen – der er link til undersøgelsen her til højre. Her finder du også slides fra to af dagens oplæg.