Ny institution hos børnevennerne

Fra d. 1. marts 2021 får Gentofte Børnevenner et nyt medlem: Eksperimental Institutionen. Det er en dobbelt nyhed, da det også er vores første institution uden for Gentofte Kommune. Vi glæder os meget til samarbejdet med denne meget spændende institution.

Hvad er Eksperimental Institutionen?

Det er en vuggestue og børnehave, normeret til omkring 60 børn. Cirka halvdelen af børnene har særlige behov og er anvist via Københavns Kommune. Af samme grund har institutionen en højere personalenormering og ansætter udelukkende uddannede pædagoger. Desuden er der både ude og inde flere kvadratmeter pr. barn end i de fleste institutioner. Navnet, Eksperimental Institutionen, kommer af at den i en periode var forskningsinstitution under Københavns Universitet. Læs mere om institutionen på deres hjemmeside.

Er der en særlig pædagogik tilknyttet?

Pædagogerne arbejder med at løfte alle børn med udgangspunkt i blandt andet teorien Theraplay og neuroaffektiv udviklingspsykologi. Desuden har hvert barn både en primær og sekundær pædagog. Den sekundære pædagogs rolle benyttes bl.a. til at have en løbende sparring og evaluering kørende af måden barnet mødes på af primærpædagogen. Dette er beskrevet i denne artikel fra Børns Hverdag i december 2020.