Det blev endnu et usædvanligt år. Evnen til at omstille sig er blevet grundigt trænet ude i institutionerne i forbindelse med de mange skiftende restriktioner. Så sent som i november, hvor de indendørs julefester igen i år blev aflyst de fleste steder. MEN inden vi nåede december måneds smitteeksplosion, skete der trods alt noget her hos Gentofte Børnevenner:
- Vi bød velkommen til to nye og helt særlige institutioner, Eksperimental Institutionen på Amager og den private skovbørnehave Den Blå Anemone på Lolland.
- Vi kan nu fejre 1 års jubilæum på vores samarbejde med Høgsbro+Caspersen omkring lønadministrationen og med Dansk Erhverv omkring HR og jura. Vi har løbende talt med vores institutioner om, hvordan det går og der er heldigvis overordnet set en stor tilfredshed med administrationen. Det er vi taknemmelige for. Vi fortsætter dog med at videreudvikle og forbedre arbejdsgange og redskaber i det nye år.
- Vores institutioner har igen i år kunnet melde sig til dramaforløb både forår og efterår ved Ylva Norberg samt Bevæg dig og lær med Paula Martinez. Paula Martinez har traditionen tro stået for Leg og bevægelse for familier om søndagen i vores sal. Det var også meningen, at 300 børn og voksne skulle have set Folk og Røvere i Kardemomme By på Bellevueteatret, men det måtte desværre udskydes til næste år pga. coronaramte skuespillere.
- Personalet i vores institutioner kunne i april deltage i et inspirerende webinar med Benny Schytte om legepladsens pædagogik i en tid, hvor de fleste af børnene skulle opholde sig udendørs og i overvejende grad på legepladsen. Vi ser frem til at kunne tilbyde både webinars og live-oplæg med pædagogisk indhold i det nye år til glæde for vores personale i institutionerne.
- Det lykkedes os også at gennemføre 2 ud af 6 ledelsesfora for vores institutionsledelser med fysisk fremmøde, de andre måtte desværre foregå på Teams. Vi håber på, at det nye år vil byde på flest ledelsesfora med fysisk fremmøde.
- Året sluttede festligt af med en udendørs julefest for familier d. 26. november i vores have. Der blev fundet nisser, drukket kakao, lavet juledekorationer og danset til julejazz. Det – og meget andet – glæder vi os til at holde igen næste år.
Vores institutioner har igen år leveret et stykke arbejde udover det sædvanlige altid med udgangspunkt i børnene og det fortjener stor respekt.
Vi ønsker personale, ledelsesteams og samarbejdspartnere en rigtig glædelig jul og et godt nytår.