Vennernes Klub inviterede søndag d. 19. juni til sommerfest for klubbens medlemmer, der er børn med særlige behov og deres familier. I sidste øjeblik var den planlagte musikunderholdning desværre blevet aflyst, men arrangementet blev reddet af Lisbeth Sagen fra organisationen MusikBeRiget, der arrangerer musikalske oplevelser bl.a. for indlagte børn. Lisbeth Sagen skaffede en dygtig musiker, Lars Malm, der kom og spillede og sang alt fra Kim Larsen til John Lennon. En kæmpe musikalsk oplevelse, som hvert barn oplevede på sin helt egen måde. ”Lars var utrolig sød og tålmodig, vores børn kan nemlig ikke altid sidde helt stille og lytte, men han tog det i stiv arm og gav os en brag af en fest.” udtaler Kathrine Zaballos, stifter af Vennernes Klub.
Vennernes Klub er en frivilligt-drevet klub for børn med særlige behov og deres familier. Den hører til under Gentofte Børnevenner og holder alle arrangementer i deres lokaler på smakkegårdsvej i Gentofte.
Siden klubben åbnede i 2019 med bare 10 medlemmer, er den nu vokset til 56 medlemmer. Børn med særlige behov har brug for et socialt aktivt fritidsliv, ligesom alle andre børn, men der er desværre ikke mange tilbud for dem. Det tilbyder Vennernes klub, der bl.a. har dans, julehygge, påskejagt, fællesspisning m.m. på programmet.