Søndag d. 1. marts 2020 fejrede vi forårets komme ved at slå katten af tønden. De 0-3 åriges paptønde krævede mange, mange slag – og til sidst hjælp fra en storebror – for at blive slået ned. Ved tønden for de 3-6 årige manglede der nok lidt flere store søskende, men efter en lang og sej kamp blev den basket ned. Undervejs var der maskeworkshop i glasgangen og til sidst var fastelavnsboller til alle.

I disse corona- og influenzatider har Statens Seruminstitut og Sundhedsstyrelsen sendt følgende retningslinjer ud:

Så husk – for din egen og alle andres skyld – at overholde følgende råd:

  • God håndhygiejne, primært håndvask, evt hånddesinfektion, hvis hænderne er rene og tørre
  • Undgå kontakt med personer der har symptomer på forkølelse og eller luftvejsinfektioner
  • Host eller nys i engangslommetørklæder, alternativt i albuebøjningen.

Print gerne disse plakater ud og hæng op i jeres institutioner:

https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Corona/SST-Coronavirus-poster-A3-DK.ashx?la=da&hash=EFF3D46999A369B37BB4A33AD40F5C66D6B8B524

https://www.ssi.dk/-/media/arkiv/dk/aktuelt/sygdomsudbrud/forebyg-smitte-mod-virus.pdf?la=da

 

 

I det seneste nummer af DLO’s blad, Børns Hverdag, er der en artikel om Gentofte Børnevenners kunstprojekt om “Folk og røvere i Kardemommeby.

Projektet var en del af en aktivitetspakke, der udover teaterbilletter, kreamaterialer, et eksemplar af bogen også indeholdt et hæfte for pædagogisk personale, der bl.a. beskrev et kunstprojekt for børn, inspireret af forfatter Thorbjørn Egners malerklub for børn.

Børnehaven Brobækhus deltog også i en udstilling på Gentofte Hovedbibliotek, og det er deres flotte tegninger, der illustrerer artiklen.

Læs den på side 28 og 29 HER

Igen i år sponsorerer Gentofte Børnevenner børne t-shirts til familieløbet arrangeret af DGI Storkøbenhavn og Gentofte Løbeklub.

Det sker d. 19. april  kl. 10 og starten går fra Café Jorden Rundt og så skal der ellers løbes på den afspærrede Strandvej.

Man vælger i mellem 1 mile (1,6 km) eller 5 kilometer.

Det koster 150 kr. at deltage – og alle børn under 12 år får en t-shirt – læs mere og meld jer til HER

For første gang er kvaliteten i kommunale børnehaver i Danmark blevet undersøgt på nationalt plan af EVA Danmarks Evalueringsinstitut. Resultaterne viser, at det pædagogiske personale generelt er gode til at interagere med børnene og skabe en struktureret hverdag med faste rammer. Til gengæld kan personalet flere steder blive bedre til at give børnene tilstrækkelig opmærksomhed under leg, og i halvdelen af børnehaverne mangler der legematerialer af god kvalitet.

Men metoden møder kritik

Evalueringsmetoden er dog blevet kritiseret af bl.a. BUPL, der har fået lektor i pædagogik og ph.d. i uddannelsesforskning – Jan Thorhauge Frederiksen – til at undersøge metoden. Metoden hedder ’Early Childhood Environment Rating Scale, Third Edition,’ i daglig tale forkortet til ECERS-3. Det fungerer kort fortalt sådan, at en observatør besøger et dagtilbud i tre timer. Derefter besvarer observatøren 35 spørgsmål med en lang række underspørgsmål, og institutionen får point for hvert punkt.

Når man dykker ned i spørgsmålene, kan det være svært at se sammenhængen mellem talvurderingen og kvaliteten, forklarer Jan Thorhauge Frederiksen. Han peger på, at et af spørgsmålene handler om byggeklodser. Har en institution både massive og hule klodser, får den en højere vurdering, end hvis institutionen kun har den ene type klodser.

Læs mere om EVAs undersøgelse HER

Læs BUPLs kritik HER

Her i begyndelsen af 2020 giver BUPL-formanden, Elisa Rimpler, en status på arbejdet med minimumsnormeringerne. “Se det som en begyndelse. Som en start på en genopretning af børneområdet og en ny vej,” siger hun. Hun er dermed milevidt fra Enhedslistens Pernille Skipper, der kaldte aftalen for “Fup.” Elisa Rimpler understreger dog, at aftalen er langt fra på plads,  da der er mange detaljer, der skal arbejdes igennem endnu. Skal det være et gennemsnit pr. institution eller på tværs i kommunen? Hun advarer desuden imod, at det bliver endnu et tidskrævende bureaukratisk system, hvor lederen skal sidde og tælle, hvor mange ansatte, der er til stede på hvilke tidspunkter.  

Læs hele artiklen HER

Så står julen atter for døren og de sidste dage af 2019 suser afsted. Her hos Gentofte Børnevenner kan vi se tilbage på endnu et travlt og spændende år. Læs videre og find ud af, hvad vi har brugt tiden på:

FAMILIEAKTIVITETER: Vi har netop holdt en hyggelig julekoncert for familier med Sille og Palle. Små som store både sang og svajede med til de stemningsfulde julesange og -salmer. Både forår og efterår har vi tilbudt ”Leg og Bevægelse” om søndagen med Fie Illum og Paula Martinez. I februar holdt vi som altid fastelavnsfest, hvor både børn og voksne mødte op i flotte udklædninger og fik givet tønderne nogen velfortjente tæsk.

UDDANNELSE OG KURSER: I løbet af året har vi fortsat udbudt moduler i vores egen Diplomuddannelse i Ledelse, tilrettelagt i samarbejde med CopenhagenCoachingCenter. Dette tilbud er støttet af Gentofte Børnevenners uddannelsesfond. Uddannelsesfonden har ligeledes i år støttet forskellige personaledage med fokus på enten læreplansarbejdet eller trivsel. En tilbagevendende prioritering er også de obligatoriske bestyrelseskurser, der underviser nye bestyrelsesmedlemmer i, hvad det indebærer at sidde i bestyrelsen i en selvejende institution.

ÅRSKONFERENCE: 30. marts holdt vi en helt udsolgt årskonference på Schæffergården: Stephan Hermann talte om faglig stolthed i   pædagogfaget, Imran Rashid leverede en brandtale om vores (mis)brug af mobiltelefoner og hvad det egentlig gør ved børns og voksnes hjerner. Til sidst var der masterclass med musiker Rasmus Kærså og det blev de voksnes tur til at give den gas på en bongotromme.

FÆLLESSKAB OM LEDELSESOPGAVEN: Hver 2. måned inviteres alle ledere, souschefer og afdelingsledere til Ledelsesforum. Her drøftes lokale spørgsmål og der inviteres oplægsholdere ind. Bl.a. havde vi besøg af velfærdspolitisk chef fra Cepos, Mia Amalie Holstein. Hun er forfatter til et notat, der viser, at ja, det nytter faktisk at stå sammen i en lokal forening som os. Her i Gentofte går 43 % af de 0-5 årige børn i en selvejende institution. Landsgennemsnittet er på sølle 14 %.* Dette skyldes naturligvis også, at Gentofte Børnevenner har et godt og konstruktivt samarbejde med Gentofte Kommune igennem snart 75 år.

TEATER OG AKTIVITETSPAKKER: Brobækhus Børnehave udstiller i december fine portrætter på Hovedbiblioteket. De er inspireret af ”Folk og Røvere i Kardemomme By” og er en del af en aktivitetspakke for vores medlemsinstitutioner. Pakken indeholdt teaterbilletter, bogen, materialer til portrætterne, et inspirationshæfte om Thorbjørn Egners kunstpædagogik og den kreative proces bag Kardemomme By samt en invitation til at deltage i udstillingen. I april udbød vi et lignende forløb om ”Cykelmygggen Egon,” også med teaterbilletter, et hæfte ominsekter lavet sammen med Grøn Guide Karen Stevnbak Andersen, en motorikdans af motorikkonsulent Paula Martinez m.m. A propos teater, så var vi her i efteråret så heldige at have dramapædagog Ylva Norberg i praktik i 3 måneder. Hun havde i den periode 8 ugentlige hold i vores institutioner. Her blev blev talt om venskab med Pindsvin og Abe, improviseret eventyr, øvet sig i at tale højt foran andre m.m. Tilbagemeldingerne fra institutionerne har været meget positive.

ALLE BØRN HAR RETTIGHEDER: Vi fejrede Børnenes Grundlovsdag i maj. Dagens aktiviteter var tilrettelagt sammen med Kirsten Birk Lassen fra Følgeskabet, Vivi Fischer, leder af Børn og Miljø og Ulla Qvist Engberg, leder af Ribisgården. I år var temaet ”Børns ret til forskellighed” og det blev der arbejdet med i eventyrteltet, portrætværkstedet, med smagsoplevelser, med planter og insekter og samtaler om tolerance, omsorg, mod og respekt.   Vi glæder os til næste år, hvor dagen fejres for 25. gang i Danmark. Alle børn har også ret til førstehjælp, og derfor er vi meget trygge ved vores samarbejde med RedMitBarn, der har undervist personalet i førstehjælp i de af vores institutioner, der er tilmeldt ordningen. Dette er en stor tryghed for både personale og forældre.

BØRN MED SÆRLIGE UDFORDRINGER: 2019 bød også på en ny klub under Gentofte Børnevenner: Vennernes Klub, der er blevet til på initiativ af Kathrine Zaballos – med os og Huset for Inklusion som medstiftere. Den er et tilbud for børn med særlige udfordringer og deres familier. Klubben har inviteret til fællesspisning, påskeæggejagt, hukommelsestræning, dans, dramaleg m.m. Der er nu 33 familier meldt ind i klubben. Huset for Inklusion var med på Folkemødet i juni, hvor Gentofte Børnevenner stod for en paneldebat om ”Nye veje til bedre kvalitet og trivsel for børn i dagtilbud,” sammen med Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO) og FOBU. Debatten drejede sig om arbejdet med og valget af pædagogiske metoder og tilgange til børn med diagnoser.

Med de ord har vi været året rundt i Gentofte Børnevenner og der er kun tilbage at ønske:

Glædelig jul og et lykkebringende nytår

Med venlig hilsen

Sabina Holm Larsen

Direktør for Gentofte Børnevenner

Om seks år vil der være tre børn per voksen i vuggestuerne og seks børn per voksen i børnehaverne. Dette er blevet aftalt i den nye finanslov indgået af Socialdemokratiet med støtte fra SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet. Der bliver afsat 0,5 milliarder kroner på finansloven 2020, og finansieringen vil stige til 1,6 milliarder kroner i 2025, hvor selve lovkravet træder i kraft. Hvordan det præcis skal forstås, vil blive forhandlet i Børne- og Undervisningsministeriet i løbet af næste år. Tæller ledere, assistenter og andet personale med? Vil det blive et kommunegennemsnit eller er det i den enkelte institution? Det vil vise sig. BUPLs formand Elisa Rimpler udtaler: »Det vil kunne mærkes helt ude på den enkelte stue i den enkelte institution. Hver eneste ekstra pædagogtime betyder, at presset bliver en smule mindre, og at vi kan imødekomme det enkelte barns behov bare en lille smule mere.«

Læs mere om BUPLs holdning til minimumsnormeringerne, som de kalder “et historisk vendepunkt” HER

Se også denne GRAFIK, der illustrerer vejen til minimumsnormeringer, fra udtrykket dukkede op første gang i 1999 til i dag.

I efteråret 2019 har 7 af Gentofte Børnevenners selvejende dag- og specialinstitutioner arbejdet med ”Folk og Røvere i Kardemomme By.” De har læst bogen, sunget sangene, set forestillingen på  Bellevueteatret, lavet malerklubber á la Thorbjørn Egners og malet portrætter af personerne i historien.

Institutionerne har alle arbejdet med en aktivitetspakke fra Gentofte Børnevenner, der indeholdt et inspirationshæfte om Thorbjørn Egner, tilblivelsen af Kardemomme By og malerklubben. Der var også akvarelpapir, karton samt et eksemplar af bogen i pakken.

Børn fra Brobækhus har tegnet de flotte portrætter herunder. De vil blive udstillet fra på tirsdag d. 26. november på Hovedbiblioteket, hvor der også vil blive holdt en festlig fernisering.

Se hæftet om Thorbjørn Egner & Kardemomme By her: Thorbjørn Egner og Kardemomme By

 

26. september bragte Jyllands-Posten et debatindlæg af Dina Celia Madsen, konst. områdechef i Danmarks Evalueringsinstitut. Indlægget handler om at styrke børns leg uden at blande sig for meget og dermed ødelægge legen. Læs det her: https://www.eva.dk/dagtilbud-boern/er-fejl-naar-voksne-tror-skal-styre-boerns-leg 

7 gode råd om leg i temahæfte

Danmarks Evalueringsinstitut har udgivet et hæfte om leg, som kan hentes gratis som pdf HER eller bestilles på tryk for 30 kr. pr. eksemplar HER.

De gode råd kommer fra legeforsker Ditte Winther-Lindqvist, som Gentofte Børnevenner havde som oplægsholder på en helt udsolgt pædagogisk konference efteråret 2018. Læs de gode råd her: https://www.eva.dk/dagtilbud-boern/7-gode-raad-legeforskeren-saadan-styrke-boernenes-legerelationer